Viser opslag med etiketten Hjemmelavet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjemmelavet. Vis alle opslag

torsdag den 16. juli 2015

Spinat-sundwich med æggesalat...

Nøj, det er godt nok længe siden jeg sidst har lavet en sundwich. Men i går fik konceptet en renæssance. Det blev til 'brød' med spinat og hytteost: 

Og fyld af lækker æggesalat. Masser af mad for 470 kcal.

'Brødet' blev lavet af en rest blandede bønner (fra chili con carne og denne salat) i bedste Stop Spild Af Mad stil (100 g), spinat (20 g), hytteost (50 g), 1 æg (50 g) og Naturlic kartoffelfibre (12 g).

Bønner, spinat, og hytteost blendes med ½ dl vand og lidt urtesalt.

Massen tilsættes æg og kartoffelfibre.

Lad den færdige dej trække 10-15 minutter til fibrene har suget så meget væske som muligt.

Dejen bages til 2 vafler. Jeg brugte mit Snack Collection jern. Man kan også nemt bage brødet i ovnen - se lige her hvordan. Vaflerne trimmes i kanten med en saks når de er kolde. Spis endelig kanterne - de er jo med i regnskabet.

Æggesalaten laves af 2 hårdkogte pillede æg (100 g).

Æggene hakkes. Jeg bruger en æggedeler. Først skiver, som så forsigtig roteres.

Dressingen røres af skyr (50 g), mayonnaise (5 g), urtesalt og friskkværnet sort peber.

Et lille drys karry løfter smagen.

Den færdige æggesalat skulle ha' selskab af lidt agurk (35 g) og tomat (35 g).

Æggesalaten blev fordelt på det ene stykke 'brød' og toppet af med grøntsagerne. Jeg tænkte mig til lidt karse.

Toppen på - og så var der sørme en sundwich. Den blev forsigtigt skåret over diagonalt.

Ja tak! Og jeg kunne næste spise op. Det kan være at den ikke ser ud af meget - men det er faktisk rigtig meget mad for de kcal. 3 æg, bønner og skyr leverer en pæn mængde protein.

Kcal-regnskab:

Sundwichbrød:
 
100 g blandende bønner = 107
20 g spinat = 5
50 g æg (1 stk) = 72
50 g hytteost = 51
12 g Naturlic kartoffelfibre = 9

I alt: 244 kcal - "Gratis": ½ dl vand og urtesalt.

100 g æg (2 stk) = 143
50 g skyr = 33
5 g mayonnaise = 36
35 g tomat = 9
35 g agurk = 5

I alt: 226 kcal - "Gratis": Karry, urtesalt og peber.

Sundwich incl fyld: 470 kcal.



mandag den 16. marts 2015

LCHF melfri pasta...

Hallo, nu er det pludselig muligt at spise meget mættende pasta på en fastedag - helt uden hurtige kulhydrater. Det handler blot om at vælge den her LCHF version. Jeg har lavet den her på Klidmoster.dk til en alm dag også. Det er SÅ nemt at lave og kan opbevares i fryseren.

Sådan en portion her på 80 g færdig pasta står i 184 kcal - og den mætter utrolig meget.

Pastaen indeholder blot 4 ingredienser: æg, flødeost, loppefrøskaller (HUSK) og urtesalt. 

Her er opskriften på 1 portion af den her.

100 g (2 stk mellem) æg
75 g flødeost
1 spsk loppefrøskaller
½ tsk urtesalt

Pisk æggene luftige. Pisk flødesost, loppefrøskaller og salt i til en homogen dej. Smør dejen ud på en bageplade belagt med bagepapir.

 Jeg valgte at bage den her på en lille slip-let plade. Dejen bages i 13 minutter på 150°C.

Lad den bagte dej køle af på pladen. 

Pil den af papiret, rul den sammen og skær den til 'pasta'.

Eller bag en dobbelt portion på en hel plade og skær den ud i 4 'plader' til fryseren. 

Kcal-regnskab:

100 g æg = 143
75 g flødeost = 179

I alt: 322 kcal -"Gratis": loppefrøskaller (1 spsk indeholder ca 1 kcal) og urtesalt 

Den færdigbagte pasta vejede 140 g.

322 kcal : 140 g = 2,3 kcal pr gram

2,3 x 100 =  230 kcal pr 100 g

mandag den 9. marts 2015

Melfri hotdogs...

Hotdogs på en fastedag? Jaha - med lidt hiv og sving går det lige akkurat-ish. Er man mand kan man sagtens fås 2 hele, men som kvinde må man nøjes med en enkelt bid mindre.

De labre hottere indeholder 268 kcal pr stk.

Hotdogbrødene er bagt nogenlunde efter den her opskrift - men med et par få ændringer: kun 20 g Naturlic kartoffelfibre + 25 g kokosfibermel, citronsaft i stedet for eddike, 225 g æg og ½ dl vand ekstra. Det giver en dej på 435 kcal - som bagt til 8 pølsebrød, giver 55 kcal pr stk.

Pølserne fandt jeg i fryseren. Det var en pakke unghane grillpølser som jeg havde købt som datovare i bedste Stop Spild Af Mad stil. 

Sådan 2 pølser vejer 140 g til sammen og indeholder 359 kcal. Det lyder som mange kcal at brænde af på 2 pølser, men de er altså meget mættende og kødfulde.

Jeg besluttede mig tidligere på dagen for at lave en hurtig agurkesalat til. Jeg tog en smule eddike og smagte til med flydende sødemiddel og salt. Det blev varmet op til kogepunktet.


10 skiver agurk (50 g) blev overhældt med laget, tilsat et laurbærblad og lidt sorte peberkorn. Agurkesalaten trak et par timer på køl.


Der skulle selvfølgelig også noget snask til. Sukkerfri ketchup havde været at foretrække (så man helt undgår hurtige kulhydrater), men det havde jeg ikke. Jeg besluttede mig for at lave en sennepscreme med skyr.


Jeg vidste at der ikke ville blive 'råd' til ret meget remoulade (Urtekram), så jeg blandede i stedet en smule i cremen for at få et sødligt snert. 


Skyr (25 g = 17 kcal), remoulade (10 g = 38 kcal), fuldkornssennep (5 g = 10 kcal) og French's (10 g = 8 kcal). I alt 50 g creme for 75 kcal. 75:50 = 1,5 kcal pr gram. 

Lagen blev drænet fra agurkerne og de blev duppet tørre - og jeg spiste straks de 2 skiver der var i overskud. Ketchup (20 g), sennepscreme (20 g) og hakkede løg (15 g).

Pølserne blev varmet. 2 brød blev flækket og smurt med ketchup. Pølserne blev lagt, smurt med resten af ketchuppen - og toppet med sennepscremen og de hakkede løg.

Og så var der mad. 536 kcal i alt. Jeg skar den ene over og gemte halvdelen til frokost i morgen. Dagens indtag landede således på 370 kcal - og jeg blev meget mæt.

Kcal-regnskab:

2 pølsebrød = 110 
2 pølser (140 g) = 359
50 g agurk =7
20 g ketchup = 23
20 g sennepscreme =30
15 g løg = 7

I alt: 536 kcal


Det er det bedste lowcarb pølsebrød jeg endnu har smagt. Luftigt og nemt at spise. Desuden mætter det vildt meget og indeholder utrolig mange kostfibre. Ja tak!

torsdag den 5. marts 2015

Melfrit brød til fastedage...

Her får du opskriften på noget ganske fint og meget mættende brød, uden hurtige kulhydrater, som kan bruges på fastedage - og spisedage, hvis man ikke tåler alm hvidt brød. 

Se godt på denne lækre nybagte bolle med leverpostej og agurk - den var min frokost. Og i alt var det blot 90 kcal. Ikke tosset hvis man gerne vil spise lidt midt på dagen og stadig gemme kcal til et større aftensmåltid.

Opskriften er jeg faldet over her hos Rav Food. Her får du mit første forsøg. Jeg har lavet lidt om og brugt det jeg havde i huset. Ønskes en 'hvid bolle' tilsættes lidt kardemomme, ellers kan man tilsætte hvad man vil. 

Der står i den oprindelige opskrift at der skal bruges gul fiberHUSK. Den kan sagtens erstattes af den grønne (eller som her af økologiske loppefrøskaller). Begge produkter er lavet af loppefrøskaller, men i den gule er de pulveriseret og i den grønne er de hele. 1 dl gul = 2 dl grøn. Finder man en opskrift med vægtangivelser er det dog 1:1.

60 g (2 dl) loppefrøskaller (eller 1 dl gul fiberHUSK)
35 g (1½ dl) Naturlic kartoffelfibre (eller Pofiber)
2 tsk bagepulver
1 tsk urtesalt
15 g (2 spsk) æblecidereddike
4 (200 g) æg
2½ dl kogende vand (ikke på billedet)

Jeg valgte lige at køre loppefrøskallerne hurtigt *wroom wroom* i blenderen for at få dem findelt lidt.

De tørre ting blandes først. Æg og eddike piskes let sammen og røres i det tørre - og det kogende vand røres i.

Det giver en spøjs og modellervoksagtig dej. Den skal stå i 5 minutter inden den formes, med fugtede hænder, til boller. Der skulle kunne blive 8 stk.

Jeg valgte at lave 4 af halvdelen - og omsætte den anden halvdel til 2 fladere boller (drysset med nigellafrø og dukkah) og 2 pølsebrød. Pladen blev sat i en forvarmet ovn på 175°C varmluft og bagt ca 30-35 minutter. Pølsebrødene fik kun 25 minutter. 

Jow da - de kunne godt bruges som hotdogbrød.

Lidt sejere i skorpen end almindelige brød, men lette og luftige indeni.

Resten af brødet blev lige det mørkeste. Alle ovne er jo forskellige, så jeg prøver at skrue ned på 165°C næste gang.

Kcal-regnskab:

60 g loppefrøskaller = 12
35 g Naturlic = 27
15 g eddike = 3
200 g æg = 286

I alt: 328 kcal - "Gratis": vand, urtesalt og bagepulver.

Jeg vejede alt det bagte brød og der var 390 g. 
390 g : 328 kcal = 0,84 kcal pr gram
0,84 kcal x 100 = 84 kcal pr 100 g. 

Selv om jeg sagtens kunne vente med at spise til i aften, lod jeg mig friste af de nybagte boller. Jeg tog en på 55 g, lidt leverpostej fra Hanegal (15 g) og agurk (30 g).

15 g leverpostej lyder ikke af meget, men det er lige nok til sådan en bolle. Agurk på og så klap sammen. 

En lille firberrig frokost....haps haps....

55 g bolle = 46
15 g leverpostej = 40
30 g agurk = 4

I alt: 90 kcal

fredag den 30. januar 2015

Suppe kogt på smeltet snemand vol 2...

Det er anden gang jeg koger suppe på en smeltet snemand (se den første opskrift her) - men denne udgave er med beregning til 5:2 og med en spiselig snemand på toppen. 

En tyk krydret suppe med masser af protein og med masser af fyld + snemand af æg = 437 kcal.

Suppen først. Man skal bruge en smeltet snemand incl næsen. Alternativt kan 8 dl vand og lidt gulerødder fra køl bruges.

Da denne suppe er til fastedage, har jeg pimpet dem med en masse protein. Så der er både røde linser og silken tofu i. Af grøntsager er der kun snemandsnæser og løg. Krydderiet er igen Sambhar, som er et blandingskrydderi bestående af spidskommen, koriander, sort peber, sennepsfrø, bukkehornsfrø, chilipulver, asafoetida og gurkemeje. Det kan sagtens erstattes af en god karryblanding + lidt chili.

Gulerødder snemandssnæser skåret i bidder (275 g), hakkede løg (150 g), olivenolie (6 g), Herbamare urtebouillon (10 g), røde linser (75 g) og Sambhar (6 g).

Silken tofu kan kræve lidt overvindelse at skulle i gang med. Det har nogenlunde samme konsistens som budding - men det dufter og smager ikke af en pind. Det er dog utroligt taknemmelig at få til at tage imod smag. Og her er det brugt i stedet for fløde eller flødeost til at gøre suppen cremet 8og tilføre ekstra protein) uden at tilføre en masse kcal.

Løg sauteres i olien, sammen med Sambhar, uden at tage farve. Røde linser og gulerødder tilsættes, sammen med 8 dl vand. Suppen simrer til gulerødderne er kogt møre. Der tilsættes silken tofu (150 g) og suppen simrer videre i 5 minutter. Blend suppen *wroom wroom* med f.eks en stavblender. Smag til med salt, peber og nogle dråber æblecidereddike.

Det giver en pragtfuld tyk gul mættende suppe. Den kan sagtens serveres som den er evt toppet med lidt kølende skyr og lidt knas. Suppen indeholder i min udgave 57 kcal pr 100 g.

Kcal-regnskab:

275 g gulerod = 99
150 g løg = 69
6 g olie = 53
75 g røde linser = 267
6 g Sambhar = 21
10 g Herbamare = 31
150 g silken tofu = 96

I alt: 636 kcal - "Gratis": vand, salt, peber og æblecidereddike. 

Suppens samlede vægt 1120 g
636 kcal : 1120 g = 0,57 kcal pr gram
57 kcal pr 100 g

Og så til den spiselige snemand. Den første suppe var pyntet med en lille snemand af glas og der var der en der spurgte om den var lavet af æg. Og det sprøgsmål kan jeg godt forstå, for jeg er nemlig stor modstander af NFG (non-functional garnish) - altså pynt der ikke har andet formål end af pynte. Men ligefrem at lave en spiselig snemand vidste jeg ikke om jeg var i stand til - men det satte da tankerne i gang. Den slags kræver lidt inspiration, så jeg brugte Google til at søge efter 'edible snowman egg' og fandt en masse brugbare billeder. Hallo, sådan en var jeg da nødt til at lave min helt personlige udgave af.

Jeg ville også gerne ha' lidt sprødt til at komme på suppen, så jeg gik på jagt i grøntskuffen efter brugbare ting. Gul og rød peberfrugt til suppen - og æg, squash, gulerod til snemanden. Og ja da, hytteost kunne snildt være sne.

50 g hytteost til sne. 25 g rød og 25 g gul peberfrugt, skåret papirtyndt på mandolin, som det sprøde til suppen. En enkelt skive rød peber skulle være snemandens halstørklæde. Hans hat skulle være en skive squash, med puld af gulerod. Næsen blev naturligvis også en lille udskåret sag af gulerod. Øjne og knapper skulle være nelliker og munden en række sorte peberkorn. De små peberkorn var dog ikke så samarbejdsvillige, så de blev skiftet ud med nelliker. Den lille snemand skulle samles på et grillspyd. Først koges 2 æg i 10 minutter, chokkes hurtigt i koldt vand og pilles.  

2 kogte pillede æg (100 g), blandet peberfrugt (50 g), suppe (400 g), hytteost (50 g). Jeg regnede ikke 'hatten' og pynten med.

Hatten samles først. Stik grillspyddet fast i gulerodsstykket og sær derefter squashskiven fast. Det æg der står bedst, bruges forneden. Skære en lille smule af, så det står endnu bedre. Skær evt lidt af toppen (det gjorde jeg ikke). Til hovedet skæres spidsen af ægget og vendes med snitfladen ned af. Grillspyddet med den færdige hat stikkes ned igennem æggene. Jeg valgte at stikke det lidt skråt i, så hatten kom til at sidde lidt på sned. Sæt nellikerne i som knapper.

Bind forsigtigt en skive peberfrugt om halsen på den lille fyr. Stik nelliker i til øjne og mund - og lav forsigtigt et lille hul hvor næsen skal stikkes i til sidst. Og voila: en spiselig snemand! 

Suppen fik et opkog og blev hældt i en varm tallerken. Hytteosten blev lagt i en ring yderst som en halvsmeltet snedrive.


Peberfrugten blev dynget op i midten og den lille snemand sat til rette i bunken. Det blev drysset med en smule nigellafrø. Så fint - men lidt svær at spise.

Den lille snemand blev derfor brutalt myrdet. Grillspyddet med hatten og alle nellikerne blev fjernet. Og så var der kun et at gøre.

Der blev gjort kort process med en kniv. Og så var der aftensmad. En meget mættende og proteinrig portion.

Kcal-regnskab:

400 g suppe = 228
100 g æg = 143
50 g peberfrugt = 15
50 g hytteost = 51

I alt: 437 kcal - "Gratis": nigellafrø.