Viser opslag med etiketten Convenience. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Convenience. Vis alle opslag

mandag den 12. januar 2015

Spejlæg med baked beans...

Af og til skal der bare noget i maven ret hurtigt på en fastedag. I dag havde jeg planlagt at køre igennem på 0 kcal - men hen på aftenen kunne jeg mærke at det ikke var godt for mig. Og så var gode råd dyre, for hvad skulle jeg lave der var hurtigt?

Løsningen blev 3 spejlæg med baked beans og et skud tamari = 478 kcal.

Det var en dåse baked beans fra Urtekram, som jeg vejede 250 g af og varmede i en bøtte i mikroovnen.

3 æg (150 g) blev slået ud og spejlet på en lille slip-let pande. De fik et drys friskkværnet sort peber.

De varme baked beans blev toppet ovenpå - og der blev dryppet med en smule tamari (hvedefri sojasauce). Nemt, hurtigt, mættende og med masser af protein.

Kcal-regnskab:

250 g baked beans = 263 
150 g æg = 215

I alt: 478 kcal - "Gratis": tamari og peber

tirsdag den 6. januar 2015

Krydret torsk med squash-nudler og grønt...

Wuhu, så blev det allerede til en rigtig fastedag igen. Strategien med at starte blidt op igen på 16:8 viste sig at være den helt rigtige. Allerede på den 3. dag kunne jeg mærke at jeg sagtens kunne gå helt til aften uden at spise - min krop kan simpelthen huske at fasten ikke er en fjende, men en ven. Her til aften gik jeg derfor i køkkenet for at lave et fastemåltid på under 500 kcal - og det kom der denne grønne torskeret ud af:

Rå squash-nudler med tomatsauce, sauterede grøntsager og krydderbagt torsk = 381 kcal.

Da fastedagen ikke var planlagt, måtte jeg i fryseren efter noget brugbart kød, for jeg magtede på ingen måde at skulle ud i regnvejr for at handle. Jeg fandt noget MSC mærket torsk som jeg havde købt ind sidst jeg fastede - men af gode grunde ikke havde fået brugt. Jeg tog det ene stykke på 130 g op. 

Grøntsagerne var hvad der var i grøntsagsskuffen: squash, snackpeber, fennikel og broccoli. Tomatsaucen fandt jeg på tørlageret sammen med en bøtte rodfrugtskrydderi.

Broccolien var desværre i elendig forfatning under plastikken, så det var kun et par buketter der kunne bruges. Jeg smed et løg i puljen for at få lidt ekstra med i stedet. Den store squash blev kørt til på min spiralizer og det endte ud med 130 g færdige nudler.

Resten af grøntsagerne blev snittet i små mundrette stykker. Broccoli i små buketter (75 g), fennikel i strimler (110 g), squash (100 g), løg (30 g) og snackpeber (70 g).

Den færdige tomatsauce var egentligt indkøbt til et andet formål, men pyt. Jeg valgte at ofre 53 kcal på 6 g olivenolie - der er nemlig fedtopløselige vitaminer i både fisk og grønt. Til fisken valgte jeg at bruge rodfrugtskrydderi bestående af: Himalayasalt, timian, citronpulver, ramsløg, peberrod, sennepsmel, sort peber og knoldselleri. Den blanding måtte bestemt også være god til fisk.

Det lille stykke fisk blev duppet tørt og vendt i lidt af krydderblandingen på oversiden. Halvdelen af olien blev varmet op i en lille pande og fisken blev stegt ca 1 minut på den krydrede side. Den blev derefter vendt - og panden sat i ovnen ved 160C i 9 minutter. Mens fisken var i ovnen blev grøntsagerne sauteret i den anden halvdel af olien - og krydret med en smule urtesalt og friskkværnet sort peber.

De rå squash-nudler kom i en stor tallerken.

Tomatsaucen blev varmet og fordelt over.

De sauterede grøntsager blev toppet ovenpå.

Og til sidst det lille stykke torsk - som fik et lille drys fennikeltop som pynt. Jeg fortryder lidt at jeg ikke tog begge stykker fisk op - for det var både plads i maven og kalorieregnskabet til dem begge. 

Kcal-regnskab:

130 g torsk = 106
110 g fennikel = 35
230 g squash = 37
30 g løg = 14
70 g snackpeber = 21
75 g broccoli = 26
175 g tomatsauce = 79
6 g olivenolie = 53
6 g krydderi = 10

I alt: 381 kcal - "Gratis": urtesalt og sort peber


-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg må indrømme at jeg er pænt overrasket over at fasten falder mig så naturligt igen - og også helt vildt lettet. Nu er det bare fuld faste fremad igen...

Fast vel!

mandag den 1. september 2014

Thai-gryde med broccoli...

Kræfterne er meget små i tiden. Vejret er vendt og det har fået min sygdom til at flare op. Det er vigtigt for mit generelle helbred at jeg holder fast i min faste - og derfor er min jagt nu gået ind på færdigretter som jeg kan spise på de dage der ikke er kræfter til at lave mad.

Her den anden dag blev det til en krydret ret med linser, som jeg serverede med lidt dampet broccoli. Hele måltidet løb op i 445 kcal.

Retten er den her Thai Gryde fra Hanegal til 32,95 (købt i Kiwi).

Jeg syntes ikke den smager spor 'thai' - men derimod lidt som en linseret hjemme fra Indien. Varmt krydret og rart. Det er en meget blød ret uden særlig meget tekstur - så den bør serveres sammen med noget sprødt grønt.

Jeg tog derfor 100 g broccoli og delte i rustikke buketter. De blev overhældt med kogende vand og fik lov til at stå i 2 minutter. De blev derefter drænet, drysset med lidt salt og serveret til den opvarmede gryderet.

Ikke et tosset måltid. Jeg syntes godt at den krydrede ret kunne bruge en smule kølende skyr.

Så jeg tog 10 gram og sprøjtede ud over - og dryssede med en smule nigellafrø.

Kcal-regnskab:

450 g Thai Gryde fra Hanegal = 405
100 g broccoli = 34
10 g skyr = 6

I alt: 445 kcal - "Gratis": nigellafrø.

søndag den 24. august 2014

Vegetarisk ovnret med aubergine og spinat...

Her får du opskriften på en herlig vegetarret. Det kan vel egentlig kaldes en lasagne uden pasta, da den er lavet i lag. Den er smovset og lækker - perfekt til en fastedag.

Den ovnbagte sag blev serveret med sprøde broccolibuketter. Portionen på billedet løb op i 243 kcal.

Det er en utrolig nem sag at smække sammen. Kræfterne var små, så jeg greb efter de nemme løsninger. Spinat fra fryseren, færdig tomatsauce fra glas, hytteost, revet ost og en aubergine. Ovnen blev tændt på 200°C.

Aubergine (250 g), spinat (150 g), Ekstra krydret Dolmio (200 g), hytteost 4,5% (125 g) og revet mozzarella (50 g).

Auberginen blev skåret i tynde skiver på langs.

Aubergineskiverne blev lagt på en bageplade, belagt med bagepapir, og bagt 15-20 minutter.

De bagte aubergineskiver blev tage af pladen og resten gjort klart.

Spinaten blev tøet op og vredet fri for overskyende væske.

Retten blev samlet i et lille fad på 12 x 20 cm. Først et lille lag tomatsauce.

Derefter aubergineskiver. De kan med fordel klippes på langs så de passer til fadet. Jeg fik 3 lag aubergine ud af det.

Ovenpå blev ⅓ af hytteosten fordelt.

Og derefter halvdelen af spinaten (der skal ikke spinat på det øverste lag).

Og så ⅓ af tomatsaucen. Gentag - og slut af med et lag aubergineskiver.

Det sidste tomatsauce blev fordelt på toppen.

Efterfulgt at det sidste hytteost.

Og til sidst den revne mozzarella. Det kan virke tosset på nogen at bruge så mange kcal på ost. Men når man, som jeg, kun spiser 1 måltid om dagen er 500 kcal meget og man kan derfor sno sig lidt.

Retten bages 20-25 minutter til overfladen er gylden og boblende. Fadet stilles til afkøling i ca 15 minutter før der anrettes.

Da retten er blød med blød på er det dejligt med noget knas til. Jeg tog derfor 85 g broccoli og skar i rustikke buketter. De blev overhældt med kogende vand + lidt salt og fik lov at stå i et par minutter.

Jeg anrettede halvdelen af retten sammen med den sprøde broccoli. Utroligt at man kan få så meget mad (og blive så mæt) for blot 243 kcal. Jeg havde egentligt planlagt at spise hele portionen + broccoli (456 kcal), men det var slet ikke nødvendigt.

Kcal-regnskab:

250 g aubergine = 50
150 g spinat = 30
200 g Dolmio (ekstra krydret) = 78
125 g hytteost 4,5% = 128
50 g revet mozzarella = 141

I alt: 427 kcal - halvdelen: 214 kcal

Serveret med 85 g broccoli (29 kcal) - i alt: 243 kcal.

Og så er der rester til i morgen, som er endnu en fastedag. Der vil jeg lave en broccolisalat med æble og sur/sød dressing til.

mandag den 14. april 2014

Soja-pasta med tunboller og tomatsauce...

Før i tiden havde jeg en stor aversion mod varm dåsetun - men det er jeg kommet efter. Man kan nemlig lave de dejligste små sprøde tundeller. I dag skulle det dog være ekstra nemt, så det blev den hurtige løsning i ovnen. 

Kombineret med en færdig tomatsauce og soja-pasta blev det et meget mættende måltid på 483 kcal.

Tunbollerne først. Opskriften kan både laves til boller som her (og serveres i tomat- eller karrysauce) eller steges på panden til frikadeller.

Tun i vand (125 g), 2 æg (85 g), finthakket løg (25 g), 1 fed revet hvidløg (3 g), loppefrøskaller (4 g), finthakket rosmarin, urtesalt og friskkværnet sort peber.

Ups, havde lige glemt at der også skulle fintvalsede havregryn i (20 g).

Tunfarsen røres sammen. Det kan med fordel gøres med dejkrogene til en håndmikser. Selv tager jeg en latexhandske på og moser det sammen med hånden. Farsen hviler på køl i ca 30 minutter.

Jeg formede 22 små tunboller og lagde dem i et ildfast fad, sprøjtet let med en fedtspray (AMA). Tunbollerne bages ved 180°C i 15-20 minutter.

De færdigbagte tunboller vejede tilsammen 231 g. 

Kcal-regnskab:

125 g tun i vand = 175
85 g æg = 122
25 g løg = 12
20 g havregryn = 68
3 g hvidløg = 5
4 g loppefrøskaller (HUSK) = 1

I alt: 371 kcal - "Gratis": rosmarin, urtesalt og peber

371 : 231 =  1,61. 
1,61 x 100 =  161 kcal pr 100 g.

Det skulle bare være nemt, så jeg greb et glas Dolmio bagerst i skabet. For at få bare lidt grønt tog jeg lidt løg og broccoli + kapers.

Broccoli i små buketter (60 g), Dolmio (225 g), løg i tynde både (30 g) og kapers (15 g). Løges sauteres i en smule vand og tilsættes Dolmio. Broccoli og kapers simrer med i et par minutter til sidst (gem lidt til pynt).

Soja-pastaen koges i ca 6 minutter i letsaltet vand og drænes. Broccolien til pynt kommes med i 10 sekunder til sidst.

Jeg tog halvdelen af tunbollerne (117 g) og varmede i saucen.

Saucen blev hældt over den kogte pasta.

Et drys broccoli og kapers - og så var der mad. En meget stor portion som jeg lige akkurat kunne klemme ned.

Kcal-regnskab:

117 g tunboller = 189
225 g Dolmio = 90
30 g løg = 14
60 g broccoli = 21
15 g kapers = 6
50 g soja-pasta = 163

I alt: 483 kcal. 

De sidste tunboller er blevet gemt til i morgen. Enten kommer de i en hurtig karryauce eller bliver fyld i en sundwich.