tirsdag den 17. maj 2016

Nudler med thai-style torskerogn...

Hold da op, det er længe siden jeg har fastet på andet end 0 kcal. I går fik jeg dog uhyrligt mange hurtige kulhydrater (hvide ris) og det har gjort fasten rigtig svær i dag. Jeg besluttede mig derfor at lave et aftensmåltid, som 'belønning' for at ha' klaret den helt hertil. Gad dog ikke ud og handle, så det måtte blive hvad jeg havde. Det kom der den her smagfulde, og lidt sære, ret ud af:

Soja-nudler med sprøde grøntsager og en krydret sauce på torskerogn. Hele herligheden løb op i 415 kcal.

Det blev til lidt rester fra grøntsagsskuffen, skabe og skuffer. Mit sidste løg, stod desværre ikke til at redde - men jeg kunne bruge løgspirene. Jeg havde noget åbent macademianøddemælk stående der skulle bruges i bedste Stop Spild Af Mad stil - men det kan nemt erstattes af anden plantemælk f.eks mandel eller kokos.

Grøntsagerne blev snittet. Rød peber (50 g,) gul peber (50 g), bladselleri (70 g) og løgspirer (5 g). 1 dl nøddemælk (100 g) og soja-pasta (50 g). Retten skulle smages til med revet hvidløg (5 g), limesaft (10 g), Sriracha (10 g), fiskesauce (5 g) og tamari/soya (10 g).

Og så manglede der kun 100 g torskerogn.

Pastaen blev kogt 5-6 minutter og afdryppet. Grøntsagerne blev sauterede med lidt salt på en varm pande. Nøddemælken blev varmet op en en lille kasserolle og torskerognen most ud i, sammen med hvidløg. Resten blev tilsat og saucen simrede i et par minutter. Der blev smagt til med friskkværnet sort peber.

Pastaen blev vendt sammen med de kogte nudler og saucen.

Og serveret i en varm tallerken.

Et drys frisk koriander - og så var der mad. 

Kcal-regnskab:

50 g soja-pasta = 170
100 g torskerogn = 136
100 g macademianøddemælk = 34
50 g gul peber = 15
50 g rød peber = 15
70 g bladselleri = 15
5 g løg = 2
5 g hvidløg = 8
10 g soya = 5
10 g Sriracha = 5
10 g limesaft = 3
5 g fiskesauce = 2

I alt: 415 kcal - Gratis: sort peber og koriander