Viser opslag med etiketten Vafler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vafler. Vis alle opslag

fredag den 27. februar 2015

Blomkålsvafler med rygeostecreme og stenbiderrogn...

I dag blev det til rigtig luksusfaste. Jeg havde nemlig noget stenbiderrogn i fryseren som jeg besluttede mig for at fråse lidt i. Det blev derfor til 3 ovnbagte blomkålsvafler, toppet med masser af rogn og en laber creme på skyr + rygeost.


Hver af de lækre sager her står i blot 154 kcal. Jeg spiste mig rigelig mæt i dem alle og endte alligevel under de 500 kcal.

Planen var at lave en slags blinis. Da jeg har 'lav mad med blomkål' uge, skulle det selvfælgelig være på blomkål. Jeg vurderede dog at der skulle bruges for meget fedtstof til at stege dem, så jeg lavede ovnbagte vafler i stedet for. Jeg har lavet blomkålsvafler før med stor succes - så det kastede jeg mig ud i igen.

Til 3 vafler skal der bruges:

200 g blomkål
100 g æg (2 stk mellem)
2 spsk Naturlic kartoffelfibre
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Blomkålen køres *wroom wroom* så fint som muligt i en minihakker eller blender. Resten piskes sammen og røres i kålen. 

Kåldejen fordeles i 3 silikonevaffelforme. Har man ikke sådan en, sættes de bare som flade klatter på bagepapir og bages. Vaflerne bages i 20 min ved 150°C - vendes ud af formenen og bages yderlige 10 minutter. Derefter køles de let af på en rist.

Jeg havde 150 g fersk stenbiderrogn fra Skagenfood. Planen var at ha' givet det en smule røg som her, men for nemheds skyld hentede jeg lidt røgsmag i form at rygeost i stedet.

Cremen blev rørt sammen af skyr med fløde, Rjóma Skyr (3,5% fedt), rygeost på 0,4% (ja ja, ved godt der stå røgeost - men det ord kan min hjerne ikke rigtig med) og urtesalt. Bruger man den magre skyr, kan man med fordel tilsætte lidt mayonnaise. Der skal lidt fedme til røg og rogn.

Rjóma Skyr (75 g), rygeost (50 g), urtesalt og masser af friskkværnet sort peber. Det blev pisket sammen til en homogen creme.

Der blev hakket lidt rødløg (30 g) og en smule dild - så lidt at det ikke kunne betale sig at regne på.

Den første lune vaffel - klar til at blive toppet.

Cremen blev delt i 3 - og den ene portion blev smurt på. Løgene blev også delt - og fordelt. 

Oh la la..... jeg lavede en til, næsten magen til.

Og den sidste rogn blev rørt i den sidste creme, til den sidste vaffel.

Og så var det hele pyntet af og fotograferet - og så kunne jeg endelig spise. For 461 kcal totalt lækkerhed!

Kcal-regnskab:

200 g blomkål = 50
2 mellem æg = 143
2 spsk Naturlic = 1
150 g stenbiderrogn = 159
75 g Rjóma Skyr = 65
50 g rygeost (0,4%) = 29
30 g rødløg = 14

I alt: 461 kcal - "Gratis": urtesalt, peber og dild.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og således slutter min 5-dages blomkålsuge. Det er blevet til Skipperlaksskovs, Marokkansk gryderet med lun couscoussalat, Hotwings - af blomkål, Ostegratineret blomkålsbøf og disse vafler. Jeg er virkelig begejstret - og tror sørme jeg nupper alle hverdagene i næste uge også. 


onsdag den 4. februar 2015

Tofu-vafler med grøntsagsnudler...

Her kommer en fastedagsret som nok kræver lidt overvindelse for nogen. Den er spicy, vegansk og indeholder 2 af de ting som kan være svære at lære at spise: tofu og koriander. Men for mig er det et kongemåltid. Der er smæk på smagen, masser af grøntsager og mættende protein - what's not to love?

På en bund af grøntsagsnudler i asiatisk marinade ligger de sprøde tofu-vafler og hygger sig - og hele portionen løber op i 469 kcal. Hører du til de tofu-forskrækkede kan du smække et marineret, stegt kyllingebryst på i stedet for.

Brug de grøntsager du har lyst til. Vil du lave disse tofu-vafler, kræver det fast tofu. Lige nu kan man få sådan en pakke her med 200 g til 15 kr i Kiwi. 

Tofu smager ikke af meget i sig selv - men er særdeles nem at overtale til at optage smag. Man kan marinere det før stegning og efter stegning - eller begge dele (tak til Månebarnet for tofu-tips). Jeg nuppede den sidste model.

Jeg valgte at marinere i tamari, som er en hvedefri soya (50 g), neutral olie (3 g), revet ingefær (7 g) og revet hvidløg (5 g) + ½ tsk five spice.

Marinaden røres sammen og tofuen lægges i. Lad den trække ca 15 og vend den et par gange undervejs. I mellemtiden gøres grøntsagerne klar.

Jeg valgte at bruge squash (200 g), gulerod (95 g), gul peber (60 g) og rød peber (60 g). Det er altid den klargjorte ting man vejer på. Jeg vejer gerne det hele efterhånden som det bliver snittet.

Peberfrugterne blev snittet i lange strimler og gulerod + squash blev kørt til spiraler på min spiral-maskine. En slip-let pande blev varmet op og grøntsagerne sauteret i egen væde.

Tofuen blev fisket op af marinaden som blev kørt af med en lille dejskraber - og gemt. Den blev derefter duppet tør og smidt i vaffeljernet. Luk det forsigtigt og vær tålmodig. Det tager lidt tid at få det lukket. Har du ikke et vaffeljern til belgiske vafler, steges tofuen bare på en slip-let pande.

Når tofuen er sprød tages den ud af jernet (eller af panden) og lægges tilbage i marinaden. Når den har suget lidt er den klar til servering. Resten af marinaden hældes over de lune grøntsager.

Det giver en stor portion aromatiske grøntsagsnudler. Anret i en varm tallerken.

Læg de sprøde, marinerede tofu-vafler ovenpå.

Pynt evt af med en smule sriracha, lidt hakket koriander og et drys nigellafrø. Dig in!

Kcal-regnskab:

200 g tofu = 288
50 g tamari = 37
7 g ingefær = 6
5 g hvidløg = 8
3 g olie = 27
95 g gulerod = 35
120 g peberfrugt = 36
200 g squash = 36

I alt: 469 kcal - "Gratis": five spice, sriracha, koriander og nigellafrø. Disse er anvendt i så små mængder at de knapt kan vejes.

Hvis du aldrig har spist tofu før, så lad mig fortælle dig lidt om det her. Konsistensen er et sted mellem stegt halloumi og fast kylling. Smagen er som sagt ret neutral, men smager jo så her af de ting marinaden består af. Giv det en chance, det er bedre end sit rygte...

fredag den 2. maj 2014

Karry/kikærte-sundwich med æggesalat...

Her kommer endnu en sundwich. Denne gang er sundwichbrødet bagt med kikærter og masser af karry. Det passer nemlig rigtig godt til æggesalat. 

Den smækre sundwich blev serveret med lidt gnavegrønt for at få noget knas. Hele måltidet løb op i 465 kcal.

Dejen blev lavet af kikærter (75 g), 1 æg (57 g), kokosfibermel (10 g), Loppefrøskaller (2 g), bagepulver (1 tsk), karry (7 g), gurkemeje (½ tsk) og urtesalt (ca ½ tsk). Kikærterne blendes *wroom wroom* med ½ dl vand - tilsættes æg og blendes 5 sek ekstra. Resten af ingredienserne piskes i og dejen trækker 5-10 minutter. Sundwichbrødet bages enten i vaffeljern eller ovn. Jeg bagte mine i vaffeljernet, trimmede dem med en saks og ristede dem på brødristeren til de blev en smule sprøde.

Et lille tip: når jeg åbner en dåse bønner eller kikærter, vejer jeg resten af og fryser i små poser. Sådan en pose er hurtig at tø op i koldt vand når man skal bage sundwichbrød.

Æggesalaten blev med 'hvad er var i køleskabet af rester' - rester fra både rejemaden og gårsdagens smørrebrød

Et kogt æg, findelt på æggedeler (57 g), skyr (40 g), mayonnaise (10 g), hakkede kapers (10 g), finthakket rødløg (10 g) og karse (3 g).

Skyr og mayonnaise blev rørt sammen med løg, kapers og karse - og der blev smagt til med urtesalt og friskkværnet sort peber. Ægget blev vendt i til sidst.

Den færdige æggesalat blev fyldt mellem de 2 karryvafler. 

Og så var der næsten mad. Jeg syntes dog at det var for blødt-i-blødt og at der manglede noget grønt, så jeg serverede den med nogle agurkestænger (145 g) og 3 små tomater (100 g).

Kcal-regnskab:

Sundwichbrød:

75 g kikærter =83
57 g æg = 82
10 g kokosfibermel = 32
7 g karry = 26

I alt: 223 kcal - "Gratis": vand, loppefrøskaller, bagepulver, gurkemeje og urtesalt.

Æggesalat:

1 æg (57 g) = 82
50 g skyr = 24
10 g mayonnaise = 79
10 g rødløg = 5
10 g kapers = 4
3 g karse = 1

I alt: 196 kcal - "Gratis": urtesalt og sort peber.

Gnavegrønt:

145 g agurk = 21
100 g tomat = 26

I alt: 47 kcal.

torsdag den 1. maj 2014

Smørrebrød på sundwichbrød...

Det er ikke kun sundwiches man kan lave af sundwichbrød. Det kan også bruges til smørrebrød. Det er f.eks allerede blevet til denne labre rejemad. Nu kommer der 2 stykker til: en smagfuld mad med hamburgerryg og en sommerlig æggemad:

Er farverigt og lækkert måltid på 408 kcal.

Jeg startede med at bage en portion sundwichbrød efter den her opskrift (men med 57 g æg). Da de var færdige i vaffeljernet ristede jeg dem på brødristeren til de blev sprøde i kanterne. Et æg blev kogt i 10 minutter og resten blev gjort klart så længe.

Jeg er SÅ glad over at ha' fundet økologisk hamburgerryg i Kiwi - så det skulle jeg straks fråse i. Der er 5 skiver (60 g) i en pakke, men da der sad 3 meget lækkersultne katte ved mine fødder valgte jeg at give dem den ene skive til deling. Det blev derfor til hamburgerryg (48 g), salat (20 g), agurk (20 g), rød peber (15 g) og rødløg (5 g).

Til æggemaden var det 1 æg (57 g), salat (20 g), agurk (25 g), tomat (40 g) og karse (5 g). Men der manglede lidt smørelse på begge madder.

Så jeg lavede en hurtig creme af skyr (30 g), fuldkornssennep (6 g), urtesalt og friskkværnet sort peber.

De afkølede sundwichbrød blev hver smurt med ⅓ af skyrcremen.

Salat og pålæg blev lagt til rette - og den sidste ⅓ skyrcreme kom på æggemaden.

Hamburgerryggen blev toppet med den sprøde grøntsager.

Æggemaden blev også toppet med grønt - og fik et skud friskkværnet sort peber. 

Kcal-regnskab:

1 portion sundwichbrød (med 57 g æg) = 198
1 æg (57 g) = 82
48 g hamburgerryg = 66
30 g skyr = 18
6 g fuldkornssennep = 8
40 g salat = 8
45 g agurk = 7
40 g tomat = 11
15 g rød peber = 5
5 g rødløg = 3
5 g karse = 2

I alt 408 kcal - "Gratis": urtesalt og friskkværnet peber


tirsdag den 29. april 2014

Rejesalat på sundwichbrød...

I dag var min frokost et stykke smørrebrød med rejesalat.  En kreation af ristet sundwichbrød, skyrkyssede rejer, kapers og karse. Åh, det var godt...

En god og mættende mad - på blot 250 kcal.

I går bagte jeg sundwichbrød til min english breakfast. Jeg havde gemt det ene stykke som jeg nu ristede hårdt på begge sider.

I fryseren hentede jeg en pakke med 150 g rejer. Og så gik jeg på jagt i køleskabet efter brugbare ting og sager.

Det blev til skyr (50 g), kapers (15 g), fuldkornssennep (6 g) og karse (5 g).

Rejerne blev tøet op og drænet for overskydende væde.

De blev rørt sammen med resten (hold lidt kapers og karse tilbage til pynt) og smagt til med urtesalt og friskkværnet peber.

Den labre rejesalat blev toppet op på det ristede sundwichbrød og pyntet med kapres, karse og en lille citronbåd. Og så var der mad....

Kcal-regnskab:

1 stk sundwichbrød (med 57 g æg)  = 99
150 g rejer = 105
50 g skyr = 30
15 g kapers = 6
6 g sennep = 8
5 g karse = 2 

I alt: 250 kcal - "Gratis": citron, salt og peber.