Viser opslag med etiketten Fastfood. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fastfood. Vis alle opslag

mandag den 9. marts 2015

Melfri hotdogs...

Hotdogs på en fastedag? Jaha - med lidt hiv og sving går det lige akkurat-ish. Er man mand kan man sagtens fås 2 hele, men som kvinde må man nøjes med en enkelt bid mindre.

De labre hottere indeholder 268 kcal pr stk.

Hotdogbrødene er bagt nogenlunde efter den her opskrift - men med et par få ændringer: kun 20 g Naturlic kartoffelfibre + 25 g kokosfibermel, citronsaft i stedet for eddike, 225 g æg og ½ dl vand ekstra. Det giver en dej på 435 kcal - som bagt til 8 pølsebrød, giver 55 kcal pr stk.

Pølserne fandt jeg i fryseren. Det var en pakke unghane grillpølser som jeg havde købt som datovare i bedste Stop Spild Af Mad stil. 

Sådan 2 pølser vejer 140 g til sammen og indeholder 359 kcal. Det lyder som mange kcal at brænde af på 2 pølser, men de er altså meget mættende og kødfulde.

Jeg besluttede mig tidligere på dagen for at lave en hurtig agurkesalat til. Jeg tog en smule eddike og smagte til med flydende sødemiddel og salt. Det blev varmet op til kogepunktet.


10 skiver agurk (50 g) blev overhældt med laget, tilsat et laurbærblad og lidt sorte peberkorn. Agurkesalaten trak et par timer på køl.


Der skulle selvfølgelig også noget snask til. Sukkerfri ketchup havde været at foretrække (så man helt undgår hurtige kulhydrater), men det havde jeg ikke. Jeg besluttede mig for at lave en sennepscreme med skyr.


Jeg vidste at der ikke ville blive 'råd' til ret meget remoulade (Urtekram), så jeg blandede i stedet en smule i cremen for at få et sødligt snert. 


Skyr (25 g = 17 kcal), remoulade (10 g = 38 kcal), fuldkornssennep (5 g = 10 kcal) og French's (10 g = 8 kcal). I alt 50 g creme for 75 kcal. 75:50 = 1,5 kcal pr gram. 

Lagen blev drænet fra agurkerne og de blev duppet tørre - og jeg spiste straks de 2 skiver der var i overskud. Ketchup (20 g), sennepscreme (20 g) og hakkede løg (15 g).

Pølserne blev varmet. 2 brød blev flækket og smurt med ketchup. Pølserne blev lagt, smurt med resten af ketchuppen - og toppet med sennepscremen og de hakkede løg.

Og så var der mad. 536 kcal i alt. Jeg skar den ene over og gemte halvdelen til frokost i morgen. Dagens indtag landede således på 370 kcal - og jeg blev meget mæt.

Kcal-regnskab:

2 pølsebrød = 110 
2 pølser (140 g) = 359
50 g agurk =7
20 g ketchup = 23
20 g sennepscreme =30
15 g løg = 7

I alt: 536 kcal


Det er det bedste lowcarb pølsebrød jeg endnu har smagt. Luftigt og nemt at spise. Desuden mætter det vildt meget og indeholder utrolig mange kostfibre. Ja tak!

lørdag den 10. januar 2015

Sundwich-pizza med kylling og hytteost...

I mandags blev jeg spurgt, i kommentarfeltet, om man kunne lave 5:2 venlig pizza til en fastedag. Det tyggede jeg lidt på og meldte tilbage at det nok ikke var optimalt - for det ville blive en ret lille portion man kunne få ud af det. Men jo mere jeg tænkte over det bagefter, jo mere lun blev jeg på ideen. Jeg har prøvet at lave en lignende pizza før, men den var lige dyr nok i kcal. Men i dag blev den så en realitet: sundwich-pizzaen.

Det blev en ganske hæderlig portion som helt sikkert kan holde mig kørende helt til i morgen. En laber sag med tomatsauce, hytteost, kylling og en masse grønt = 478 kcal.

Bunden først. Det er en helt plain sundwich af kikærter - som kan erstattes af hvide bønner hvis man er til det.

Til en pizzabund på ca 20 cm:

75 g kogte kikærter
½ dl vand
1 æg (50 g)
3 spsk Naturlic kartoffelfiber (12 g)
½ tsk bagepulver
Lidt urtesalt

Blend kikærter med vand og æg til en homogen masse. Bland kartoffelfibre med bagepulver og salt. Pisk det tørre i det våde og lad blandingen trække i ca 10 minutter.

Jeg bager min bund på en slip-let plade fra Le Creuset - og bruger ringen fra en ditto springform til hjælp. Har man ikke den slags, kan man bruge en almindelig bageplade belagt med bagepapir eller en silikonemåtte.

Dejen smøres ud på pladen og ringen fjernes. Det kan også gøres i fri hånd - den behøver jo ikke være rund for at være en pizza. Bunden bages 15-20 minutter ved 175°C - vendes forsigtigt og bages 15-20 minutter på den anden side. I mellemtiden gøres fyldet klart. Brug det du kan lide og har 'råd' til. Bunden indeholder 164 kcal - så der er op til 336 kcal at gøre godt med.

Det blev lidt en blandet landhandlen, for jeg havde et par rester der skulle bruges i bedste Stop Spil Af Mad Stil. Tomatsaucen var en rest fra min krydrede torsk med squash-nudler og grønt. Kyllingen og grøntsagerne var fra gårsdagens gæstebud.

Det blev til 60 g peberfrugt, 30 g broccoli og 100 g kylling, uden skind og ben, plukket i mindre bidder.

50 g tomatsauce og 150 g drænet hytteost (4,5%). Hytteost består nemlig af bløde ostekorn i en flødedressing - og det bliver for sjappet hvis man bruger begge dele på en pizza. Jeg tog derfor en bøtte med 200 g hytteost og lod indholdet dryppe godt af i en lille si.

Den bagte bund skal være ret tør, giv den hellere for meget end for lidt. Og så er det bare med at skrue ovnen op på 200°C og få fyldet på i en fart - så bunden ikke når at trække for meget fugt.

Først kom tomatsaucen på - og derefter den drænede hytteost.

Kyllingen blev fordelt over osten.

Og til sidst blev der toppet med grøntsager. Pizzaen fik lov til at bage 10-15 minutter til osten begyndte at smelte.

Jeg glemte desværre at tage et billede af den færdige pizza i skyndingen. Men her er den, skåret i 4 stykker og klar til at spise.

Tjo, det kan man sørme godt kalde for pizza - endda med lidt sprød kant. Næste gang vil jeg bage bunden endnu længere inden fyldet kommer på. 

Kcal-regnskab:

75 g kogte kikærter = 83
50 g æg (1 stk) = 72
12 g Naturlic fiber = 9

150 g hytteost (4,5%) = 153
50 g tomatsauce = 23
100 g kylling = 110
60 g peberfrugt = 18
30 g broccoli = 10

I alt: 478 kcal - "Gratis": urtesalt og bagepulver.

torsdag den 7. august 2014

New Yorker salat a'la 7-eleven...

Her får du opskriften på en nem måltidssalat som mætter rigtig godt. Det er en kopi af en salat jeg fandt i 7-eleven i søndags. Den har knas, smag og masser af protein. Perfekt til en fastedag!

Hele portionen er på 375 kcal. Den er en smule bleg at se til - og en håndfuld krydderurter vil pynte gevaldigt. Men jeg måtte nøjes med det jeg nu engang havde på lager.

Normalt har jeg ikke den store fidus til mad fra 7-eleven. Men i søndags tog min kæreste og jeg en spontan tur i biffen - og for at jeg ikke skulle fylde mig med popcorn (ikke smart før en fastedag) skulle der et rigtigt måltid til. Fastfood indeholder for det meste mange hurtige kulhydrater - men i den her var det begrænset. Og hvad der var mere overraskende, der var ingen kedelig kemi eller trælse E-numre i. Ingredienslisten er som følger: kikærter, kylling, speltkerner, gulerod, spidskål, vand, æbleeddike, citronsaft, honning, sennep, salt, peber og rapsolie. Her får du min 5:2 version:

Ud over spidskål og gulerødder havde jeg også en rest agurk der røg i.

Gulerødderne og agurken blev snittet i julienne - og kålen i helt fine strimler på min mandolin.

Gulerod (100 g), agurk (40 g) og spidskål (200 g). Grøntsagerne blandes sammes og vrides imellem hænderne. Det frigiver lidt væde og gør det nemmere at tygge.

Læg grøntsagerne i et fad. Og så til resten af fyldet.

Jeg havde fået fingre i en varmrøget kylling, så den tog jeg noget af brystkødet fra.

Kylling (100 g) og kogte kikærter fra dåse (75 g). Speltkernerne blev valgt fra - de er 'dyre' på en fastedag og indeholder for mange kulhydrater.

Kyllingen blev hevet i grove strimler og blandet med kikærterne - og blev toppet ovenpå grøntsagerne. Og så mangler der kun dressingen.

Den oprindelige dressing var en slags emulgeret mayonnaise uden æg - det bliv i min version til en skyrbaseret dressing. Honning er no go på en fastedag, så det blev lidt naturligt sødemiddel i stedet.

Skyr (110 g), fuldkornssennep (10 g), gul sennep (5 g), æbleeddike (12 g). Det hele blev pisket sammen og smagt til med sødemiddel og urtesalt.

En skøn sur/sød dressing som kan bruges til alt fra coleslaw til at smøre sandwich med. 

Dressingen blev dryppet ud over salaten - som til sidst fik et godt skud friskkværnet sort peber. Salaten blev vendt sammen og fik lov til at trække i ca 10 minutter.

Og så var der mad. Jeg havde fastet på 0 kcal i 24 timer, så var godt sulten. Endte med at spise hele portionen. 

Kcal-regnskab:

200 g spidskål = 54
100 g gulerod = 36
40 g agurk = 6
100 g kylling = 115
75 g kogte kikærter = 83
110 g skyr = 66
10 g fuldkornssennep = 8
5 g gul sennep = 4
12 g æbleddike = 3

I alt: 375 kcal - "Gratis": urtesalt, peber og sødemiddel. 

tirsdag den 3. juni 2014

Kyllingeburger med portobellobolle og avocado-mayo...

Man kan sagtens spise burgere på en fastedag. En burgerbolle er bare dumt at spilde kalorier på, for den mætter ikke meget og piller ved blodsukkeret. Man kan i stedet bruge sundwichbrød som her til min Mc Faste - eller simpelthen bare bruge store portobellosvampe i stedet for:

Det gjorde jeg i dag. Og så skal jeg love for at man pludselig kan få meget mad for sine 500 kcal. Jeg lavede 2 burgere på hver 237 kcal - og spiste dem begge. 

Jeg havde været så heldig at finde økologiske portobellosvampe i Metro. Sådan 2 bakker gjorde jeg klar.

De blev børstet, fik stokken skåret helt af og blev vejet. Der var 240 g i alt - og det var ikke mere end 58 kcal. Jeg tændte min gasgrill på altanen og gjorde resten klart.

Der skulle masser af grønt i. Og så kunne jeg også få brugt resten af min avocado-mayonnaise.

Gul peber (75 g), iceberg (25 g), tomat (60 g), syltede drueagurker (25 g), avocado-mayo (40 g), rødløg (15 g) og Heinz ketchup (15 g).

Bøfferne blev lavet af hakket kylling, urtesalt, fuldkornssennep og salvie.

Den hakkede kylling (200 g) blev æltet med lidt urtesalt, friskkværnet sort peber, ½ tsk fuldkornssennep og et par blade hakket salvie. Brug de krydderurter du kan lide.

Den færdige fars formes til 2 burgerbøffer og steges på en slip-let pande. Efter stegning pakkes de i folie for at trække lidt.

Portobellosvampene blev grillet på begge sider. Man kan også stege dem på en pande eller bage dem i ovnen i ca 15 minutter ved 200°C. De to der skulle være overe fik et lille drys sesam. 

Den gule peber blev også grillet og derefter flået. 

De to undere fik et lag avocado-mayo (brug evt skyr rørt med mayo og sennep) og et lag iceberg inden de gyldne burgerbøffer blev lagt på.

Ketchuppen blev fordelt oven på bøfferne og derefter tomaterne.

Gul peber og hjemmesyltede agurker.

Og så masser af løg. De to sidste svampe blev smurt med resten af avocado-mayoen og lagt på toppen.

Det var sørme en burger med ambitioner.

Yum! Jeg skal helt klart også prøve med en bøf af oksekød. 

Kcal-regnskab: (til 2 stk)

200 g hakket kylling = 242
240 g portobello = 58
75 g gul peber = 23
25 g iceberg = 4
60 g tomat = 15
25 g syltede drueagurker = 18
15 g rødløg = 7
40 g avocado-mayo =  89
15 g Heinz ketchup = 18

I alt: 474 kcal - "Gratis": urtesalt, peber, salvie, fuldkornssennep og sesam.