Viser opslag med etiketten Bouillon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bouillon. Vis alle opslag

tirsdag den 26. november 2013

Cremet tomatsuppe m/ tofu, bacon & edamamebønner...

Denne omgang bliver det til 2 sammenhængende fastedage - begge med et lille måltid. Der var tofu tilbage fra i går og det skulle bruges. Det blev derfor til denne cremede tomatsuppe med smæk på smagen:

En tyk mættende sag. Den kan selvfølgelig laves helt vegansk, men jeg flottede mig og kom lidt sprød bacon på toppen.

Jeg havde ellers forestillet mig at jeg skulle lave en blomkålssuppe - men jeg er ikke på toppen og magtede ikke at skulle handle. Det blev derfor en suppe af det der var i skuffer og skabe. Og jeg havde 2 trætte tomater der i bedste Stop Spild Af Mad stil skulle bruge i dag. 

Tomaterne skulle først flåes. Det gøres nemt ved at ridse et overfladisk kryds i hver tomat og hælde kogende vand på til de er dækkede.

Efter et par minutter fiskes de op - og skindet er nu lige til at hive af med en urtekniv. Jeg fjernede stilken + de fleste kerner og skar de flåede tomater i tern.

Hakkede tomater fra karton, friske hakkede tomater, gulerod i små tern, hakket løg og hvidløg, silken tofu, olivenolie, tomatkrydderi (brug de krydderier du kan lide), Herbamare og vand.

Løg, hvidløg og gulerod blev sauteret i olivenolien uden at tage farve. Vand + Herbamare blev tilsat sammen med de 2 slags tomat og krydderi. Blandingen fik lov til at simre 20 minutter under låg ved svag varmen.

Allerede her var det en ganske fin suppe. Men der skulle lige lidt mere til. Den bløde tofu blev tilsat, brækket fra hinanden med en grydeske og fik lov til at simre med i ca 10 minutter.

Mens suppen simrede stegte jeg 4 små skiver bacon og 'smuttede' lidt edamamebønner til at komme ovenpå.

Den færdigsimrede suppe lader visuelt meget tilbage at ønske. Men der kommer stavblenderen så ind i billedet. *Wroom wroom* og så har man en jævn cremet tomatsuppe. Smag til med urtesalt og friskkværnet peber.

Halvdelen af suppen blev serveret i en varmet skål - og toppet med 2 stykker smuldret bacon og lidt edamamebønner. Og så var der aftensmad på 191 kcal i alt. Resten af suppen spiser jeg til frokost i morgen.

Kcal-regnskab: (til 2 portioner)

150 g tofu = 96
250 g hk. tomat = 63
110 g tomat = 29
6 g olivenolie = 53
25 g løg = 12
6 g hvidløg = 8
55 g gulerod = 20
8 g Herbamare = 26
10 g stegt bacon = 32
30 g edamamebønner = 43
 
I alt: 382 kcal - "Gratis". vand, urtesalt, peber og tomatkrydderi. 



tirsdag den 12. november 2013

40. fastedag: Pølsemadder & boullion...

I dag har været en rigtig god fastedag. Det var virkelig smart af spise den omelet i går. Følte først et snert af sult sidst på eftermiddagen. Her hen under aften besluttede jeg mig igen for at opgive de 0 kcal og lave lidt at spise. Det blev til knasende pølsemadder og varm boullion.

Knækbrød med kartoffelspegepølse fra Hanegal, mayonnaise og rødløg. Knas, fedt og masser af smag. Jeg spiste det langsomt og det bekom mig vel. Men jeg syntes godt jeg kunne klare lidt varmt i maven også.

Så jeg lavede en stor kop Herbamare og drak bagefter. Er nu mæt og tilfredsstillet. Virkelig god mad på en fastedag.

Kcal-regnskab:

40 g knækbrød = 95
53 g spegepølse = 120
8 g mayonnaise = 58
10 g rødløg = 5
5 g Herbamare = 16

I alt: 294 kcal

Næste fastedag bliver fredag. Der venter 2 labre spisedage forude. I morgen kage hos en veninde og torsdag Winemakers Dinner på Miró. Det skal nydes i fulde drag.

Fast vel!

tirsdag den 15. oktober 2013

30. fastedag: Svampeboullion...

Wow, så nåede jeg fastedag nr 30. Der svarer til en hel måned på let faste. Og der har virkelig givet pote. Men mere om det nederst. Intentionen var at køre 0 kcal i dag - men jeg kunne ikke rigtig holde varmen, så det blev til en enkelt tallerken svampeboullion:

Uhm, en varmende tallerken med smag og fylde - på trods at den indeholdt blot 55 kcal.

Jeg havde lidt brune marksvampe til rest fra weekenden og det var rart lige at få dem brugt. Bouillonen var selvfølgelig Herbamare.

Svampene blev rengjort og snittet i meget tynde skiver.

De kom på en tør pande og sat på et blus. Det blev skruet op og de fik lov til at sautere i deres egen væde som blev frigivet af varmen. Der kom vand og Herbamare på - og det hele fik lov til at simre et par minutter.

Hele herligheden blev serveret i en tro opvarmet tallerken. Åh, det varmende helt ud i tæerne. Lige hvad jeg trænge til.

Kcal-regnskab:

130 g svampe = 29
8 g Herbamare = 26

I alt: 55 kcal - "Gratis": 4 dl vand.

---------------------------------------------------------------------------------

Jeg har lyst til at køre lidt statikstik på de 30 dage. Det er jo ret nemt, for alle data ligger her på bloggen.

Havde jeg bare spist mit TDEE i 30 dage ville jeg ha' indtaget 68.910 kcal.

Havde jeg spist de 'tilladte' 500 kcal pr fastedag ville jeg ha' indtaget 15.000 kcal.

Men jeg har faktisk kun indtaget 8682 kcal på de 30 FD (290 kcal i snit)

Hvis jeg trækker mine indtagede kcal fra min beregnede TDEE ender jeg på et underskud på 60.228 kcal. Det er godt nok mange kcal jeg ikke har spist.

Og har jeg lidt nogen nød? Nej, bestem ikke. Når jeg kigger på hvad jeg har spist og drukket siden jeg begyndte på 5:2 d. 6/8 er det svært at forstå at jeg skulle ha' tabt noget som helst. Men vægten lyver ikke.

Og i morges da jeg vejede mig efter en SD kunne jeg se at mit totale vægttab nu er på 14,4 kg. Det går sørme den rette vej. Hurra for det!


torsdag den 10. oktober 2013

28. fastedag og status på ADF...

Det var meningen at jeg ville køre ADF (alternating day fasting) i en testperiode på 14 dage - men har besluttet at stoppe her. Det har været spændende, men jeg syntes det er besværligt og ufleksibelt. Så nu går jeg tilbage til at 4:3 fra i morgen - og glæder mig til 2 spisedage i træk.

Til gengæld vil jeg så til at faste på færre kcal - det er faktisk nemmere end at spise en lille smule. "Dagens ret" i dag var f.eks et glas Herbamare Urteboullion (10 g) på blot 32 kcal og jeg må indrømme at jeg ikke trænger til andet. 

Det har været meget lærerigt med ADF. Nu har jeg for alvor lært kroppens signaler at kende. Og har lært hvad jeg på ingen måde skal spise dagen før en fastedag - og det var jo hver anden dag. Det betød at jeg stort set ikke kunne tåle hurtige kulhydrater af nogen art. 

Og vægten? Den første uge på ADF tabte jeg ikke så meget som 1 gram - men derefter er der røget lidt. 

Sådan ser jeg ud i dag, på dag 65 af 5:2 diæten. Du kan se billedet fra den 1. og den 24. dag lige her. Det totale vægttab, efter gårsdagens spisedag, er på 13,3 kg. Det kan ses, mærkes og føles. Jeg er bestemt på rette vej.....

Wee, og den 5:2 gruppe på Facebook som jeg oprettede for 14 dage siden har nu allerede over 700 medlemmer. Hvis du er klar til at springe på 5:2 og gerne vil være en del af en skøn støttegruppe, kan du melde dig ind lige her.

 

tirsdag den 17. september 2013

17. fastedag: hønsekødssuppe med perlebyg og edamamebønner...

Det var meningen at jeg bare ville ha' nøjes med urtebouillon i går, men endte alligevel med at lave en suppe. Med 2 sammenhængende fastedage virkede det fornuftigt at få noget i maven inden natten.

Det blev til en skøn hjemmekogt hønsekødssuppe med masser af fyld. Endda hurtige kulhydrater som jeg ellers skyr som pesten på fastedagene. Men det var det jeg havde lyst til - så sådan blev det!

Kyllingen havde jeg liggende i fryseren.

De 2 kyllingelår blev lige akkurat dækket med vand og tilsat 10 g Herbamare Urtebouillon.

Jeg tilsatte lidt hele korianderfrø, lidt allehånde, sorte peberkorn og et laurbærblad + lidt gemte persillestængler og fennikeltop fra fryseren. Gryden blev sat over og fik lov til at simre ved lav varme i ca 1 time.

Det gav den lifligste suppe. Kyllingen blev fisket op og suppen siet.

Kyllingen fik fjernet skind, ben, brusk og sener - og blev pillet i store lunser.

Katten fik sin del, ellers fik jeg ikke ro til at lave mad.

Man kan skumme alt fedtet fra hvis man har lyst - jeg gad ikke. Fedt er ikke fjenden, heller ikke på fastedagene. Og hvordan udregner man så kcal indhold i en hjemmekogt suppe? Well, jeg skævede til en færdiglavet og vedtog at der var 25 kcal pr dl. Lidt mere eller mindre vælter ikke regnskabet.

Jeg ville ha' foretrukket flere grøntsager, men det havde jeg ikke i huset. Valget faldt derfor på perlebyg.

De giver lidt at tygge i som suppefyld. 5 dl suppe blev bragt i kog sammen med 30 g byg - det fik lov til at simre ca 20 minutter under låg.

Jeg satte 3 små tørrede kinesiske svampe i blød i koldt vand.

I løbet af ingen tid blev de klar til at komme i suppen.

Jeg fjernede de grove stilke og skar dem i strimler. 

Kylling blev skåret i tern og fik selskab af edamamebønner (optøede og 'smuttede') og svampene.

Fyldet blev varmet igennem i suppen og hele herligheden blev øst op i en dyb tallerken. Det var en kæmpe portion......næsten mere end jeg kunne spise.

Kcal-regnskab:

5 dl hønsekødssuppe = 125
30 g perlebyg = 102
50 g edamamebønner = 71
3 g svampe = 5
85 g kogt kylling = 94

I alt: 397 kcal - "Gratis": vand, krydderier og krydderurter.
 


lørdag den 14. september 2013

15. fastedag: på ferie...

Tirsdag var den første fastedag hvor jeg ikke har været hjemme hos mig selv. Har lige været på en lille miniferie i København - hvor jeg heldigvis kunne tage en fastedag sammen med min søster.

Vi fik et glas urtebouillon hen på eftermiddagen.

Og til aften lavede min søster en drønlækker wokret med svinekød, en masse grøntsager, soja og østerssauce. Jeg spiste en lille portion med kogt quinoa til. Kalorieudregning? Det sprang vi lige over....

Uha, de 3 spisedage på ferien har kostet dyrt på vægten. Restaurantbesøg og rødvinshygge en masse. Men jeg tager det i stiv arm. Det ryger jo af igen. Det vigtigste er at jeg har haft en pragtfuld ferie og nydt mine måltider.

torsdag den 5. september 2013

13. fastedag: Græskarsuppe med oksekød...

En fastedag præget af lidt sult fra morgenstunden af. Jeg fik simpelthen ikke nok at spise i går - og af det jeg fik, var ALT for meget kulhydrat.....og det gør sulten.

Selv om jeg drak både vand og te var det ikke tilfredsstillende. Og kl 12 lavede jeg en skål med 4 dl Herbamare Urtebouillon (11 g) = 35 kcal.

Jeg havde besluttet mig for at lave et lille måltid hvis jeg var sulten når klokken nærmede sig 18. Og det var jeg. Heldigvis havde jeg en hurtig løsning klar:

Jeg ville nemlig lave en mættende suppe af hokkaido græskar, Herbamare, lidt chili og den sidste pose kødsauce fra fryseren.

Græskarret blev skrællet og skåret i tern. Det kom i en gryde sammen med lidt hakket rød chili, Herbamare og vand nok til lige akkurat at dække.

Det tog ca 10 minutter at koge græskarret helt mørt. Indholdet af gryden blev blendet med en stavblender.

Kødsaucen blev befriet fra plastikposen og tøet op i græskarmosen. Der blev justeret med en smule vand og smagt til med friskkværnet sort peber og 2 tsk spidskommen.

Og så var det simpelthen en dejlig og nem suppe.

Jeg valgte at komme lidt skyr, rørt med vand, og ristede græskarkerner på toppen.

Kcal-regnskab:

198 g kødsauce = 180
222 g hokkaido = 89
12 g Herbamare = 38
15 g skyr = 9
2 g græskarkerner = 11

I alt: 327 kcal - "Gratis": spidskommen, chili og sort peber.

Så dagen endte med 362 kcal indenbords. Nu kan jeg gå i seng med ro i maven. Weekenden bliver 3 vilde spisedage i rap. Så må jeg samle op senere. Nu gælder det en masse gode gastronomiske oplevelser!

søndag den 1. september 2013

11. fastedag: Urtebouillon...

Fastedagen i går havde jeg virkelig glædet mig til - for det havde været 2 hårde spisedage for kroppen. Der var røget alt for meget ind af både den ene og den anden slags.

Det blev til endnu en faste med indtagelse af et minimum af kalorier. Faktisk var alt jeg fik denne skål med 5 dl bouillon (11 g) på sammenlagt 35 kcal.

Herbamare er min absolutte favorit. Den er uden tilsat salt, men er så koncentreret at grøntsagernes naturlige saltindhold udnyttes. Flot, det var så den gamle bøtte - den her er saltet med havsalt.


Der skal bruges 22 g pr liter - og der er kun 7 kcal i 1 dl færdig bouillon.

Det var virkelig rart at få noget salt efter en hel dag med vand og te. Og ved at spise med ske, fik man fornemmelsen af at spise et måltid.

Det bliver nemmere og nemmere at faste. Jeg har overhovedet ikke været sulten på noget tidspunkt i løbet af dagen - og lavede bouillonen kl 21 af lyst og ikke af trang. 

Ugens næste fastedag bliver tirsdag.