Viser opslag med etiketten Fisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fisk. Vis alle opslag

tirsdag den 17. maj 2016

Nudler med thai-style torskerogn...

Hold da op, det er længe siden jeg har fastet på andet end 0 kcal. I går fik jeg dog uhyrligt mange hurtige kulhydrater (hvide ris) og det har gjort fasten rigtig svær i dag. Jeg besluttede mig derfor at lave et aftensmåltid, som 'belønning' for at ha' klaret den helt hertil. Gad dog ikke ud og handle, så det måtte blive hvad jeg havde. Det kom der den her smagfulde, og lidt sære, ret ud af:

Soja-nudler med sprøde grøntsager og en krydret sauce på torskerogn. Hele herligheden løb op i 415 kcal.

Det blev til lidt rester fra grøntsagsskuffen, skabe og skuffer. Mit sidste løg, stod desværre ikke til at redde - men jeg kunne bruge løgspirene. Jeg havde noget åbent macademianøddemælk stående der skulle bruges i bedste Stop Spild Af Mad stil - men det kan nemt erstattes af anden plantemælk f.eks mandel eller kokos.

Grøntsagerne blev snittet. Rød peber (50 g,) gul peber (50 g), bladselleri (70 g) og løgspirer (5 g). 1 dl nøddemælk (100 g) og soja-pasta (50 g). Retten skulle smages til med revet hvidløg (5 g), limesaft (10 g), Sriracha (10 g), fiskesauce (5 g) og tamari/soya (10 g).

Og så manglede der kun 100 g torskerogn.

Pastaen blev kogt 5-6 minutter og afdryppet. Grøntsagerne blev sauterede med lidt salt på en varm pande. Nøddemælken blev varmet op en en lille kasserolle og torskerognen most ud i, sammen med hvidløg. Resten blev tilsat og saucen simrede i et par minutter. Der blev smagt til med friskkværnet sort peber.

Pastaen blev vendt sammen med de kogte nudler og saucen.

Og serveret i en varm tallerken.

Et drys frisk koriander - og så var der mad. 

Kcal-regnskab:

50 g soja-pasta = 170
100 g torskerogn = 136
100 g macademianøddemælk = 34
50 g gul peber = 15
50 g rød peber = 15
70 g bladselleri = 15
5 g løg = 2
5 g hvidløg = 8
10 g soya = 5
10 g Sriracha = 5
10 g limesaft = 3
5 g fiskesauce = 2

I alt: 415 kcal - Gratis: sort peber og koriander

tirsdag den 14. juli 2015

Måltidssalat med broccoli, varmrøget laks og hytteost...

Jeg er vild med fyldige måltidssalater her om sommeren....eller hvad vi nu skal kalde det vejr vi har i år. Her har jeg lavet en salat med bla broccoli, varmrøget laks og hytteost.

Sprødt, blødt, røget, salt og lækkert - og der er 450 kcal i hele portionen.

Jeg havde købt lidt forskelligt ind. I bedste Stop Spild Af Mad stil ville jeg også bruge resten af de kidneybønner der var tilbage fra gårsdagens chili con carne.

Broccoli (150 g), varmrøget laks (130 g), agurk uden skræl og kerner (80 g), hytteost (75 g), høvlede spåner af gulerod (45 g), kidneybønner (60 g) og tomat (85 g).

Broccolien blev delt i små buketter og overhældt med kogende vand. De fik lov til at stå i et par minutter, før de blev kølet ned i koldt vand og siden drænet.

Tomat, agurk, gulerod og kidneybønner blev fordelt over.

Den varmrøgede laks blev plukket i grove stykker og lagt på toppen sammen med skefulde af hytteosten.

En trist rest karse kom på som pynt. Og så var der mad. Ikke spor tosset efter 24 timer på 0 kcal.

Kcal-regnskab:

150 g broccoli = 51
60 g kidneybønner = 65
80 g arurk = 11
85 g tomat = 22
45 g gulerod = 16
130 g laks = 208
75 g hytteost = 77

I alt: 450 kcal - "Gratis": karse.

torsdag den 9. juli 2015

Måltidssalat med æg og torskerogn...

Nogle gange skal det bare være nemt - og der er ting på lager som skal bruges. Det giver af og til nogle lidt alternative salater. Den her er inden undtagelse. En blandet salat, toppet med kogte æg fyldt med torskerogn. 

Ikke særlig elegant, men meget mættende for sine 375 kcal.

Rester af grønt fra køl, torskerogn fra skabet og ærter + bønner fra fryseren. 

Salat (45 g), gul peber (60 g), orange peber (40 g), grønne bønner (75 g), ærter (50 g), cherrytomater (65 g), blomkål (100 g) og karse (10 g).

Salaten blev plukket og lagt i bunden. Resten blev snittet fint, vendt med urtesalt og fordelt over. Dog gemte jeg lidt af karsen til pynt.

2 kogte pillede æg (100 g), torskerogn (80 g). Det skulle bruges til topping, sammen med skyrdressing og skyr. Æggene blev skåret i halve og blommerne forsigtigt pillet ud.

Blommerne og torskerognen blev tilsat skyrdressing (25 g), skyr (20 g), urtesalt og peber. Det blev most til en homogen masse med en gaffel og kom i en sprøjtepose.

Massen blev sprøjtet i de 'tomme' æg og på resten af salaten. Der blev pyntet med den sidse karse. Og så var der mad - mere end jeg kunne spise.

Kcal-regnskab:

100 g æg (2 stk) = 143
80 g torskerogn = 88
45 g salat = 8
100 g peberfrugt = 30
50 g ærter = 35
75 g bønner = 7
100 g blomkål = 25
65 g tomat = 8
10 g karse = 3
25 g skyrdressing = 16
20 g skyr = 12

I alt: 375 kcal - "Gratis": urtesalt og sort peber.

fredag den 27. februar 2015

Blomkålsvafler med rygeostecreme og stenbiderrogn...

I dag blev det til rigtig luksusfaste. Jeg havde nemlig noget stenbiderrogn i fryseren som jeg besluttede mig for at fråse lidt i. Det blev derfor til 3 ovnbagte blomkålsvafler, toppet med masser af rogn og en laber creme på skyr + rygeost.


Hver af de lækre sager her står i blot 154 kcal. Jeg spiste mig rigelig mæt i dem alle og endte alligevel under de 500 kcal.

Planen var at lave en slags blinis. Da jeg har 'lav mad med blomkål' uge, skulle det selvfælgelig være på blomkål. Jeg vurderede dog at der skulle bruges for meget fedtstof til at stege dem, så jeg lavede ovnbagte vafler i stedet for. Jeg har lavet blomkålsvafler før med stor succes - så det kastede jeg mig ud i igen.

Til 3 vafler skal der bruges:

200 g blomkål
100 g æg (2 stk mellem)
2 spsk Naturlic kartoffelfibre
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Blomkålen køres *wroom wroom* så fint som muligt i en minihakker eller blender. Resten piskes sammen og røres i kålen. 

Kåldejen fordeles i 3 silikonevaffelforme. Har man ikke sådan en, sættes de bare som flade klatter på bagepapir og bages. Vaflerne bages i 20 min ved 150°C - vendes ud af formenen og bages yderlige 10 minutter. Derefter køles de let af på en rist.

Jeg havde 150 g fersk stenbiderrogn fra Skagenfood. Planen var at ha' givet det en smule røg som her, men for nemheds skyld hentede jeg lidt røgsmag i form at rygeost i stedet.

Cremen blev rørt sammen af skyr med fløde, Rjóma Skyr (3,5% fedt), rygeost på 0,4% (ja ja, ved godt der stå røgeost - men det ord kan min hjerne ikke rigtig med) og urtesalt. Bruger man den magre skyr, kan man med fordel tilsætte lidt mayonnaise. Der skal lidt fedme til røg og rogn.

Rjóma Skyr (75 g), rygeost (50 g), urtesalt og masser af friskkværnet sort peber. Det blev pisket sammen til en homogen creme.

Der blev hakket lidt rødløg (30 g) og en smule dild - så lidt at det ikke kunne betale sig at regne på.

Den første lune vaffel - klar til at blive toppet.

Cremen blev delt i 3 - og den ene portion blev smurt på. Løgene blev også delt - og fordelt. 

Oh la la..... jeg lavede en til, næsten magen til.

Og den sidste rogn blev rørt i den sidste creme, til den sidste vaffel.

Og så var det hele pyntet af og fotograferet - og så kunne jeg endelig spise. For 461 kcal totalt lækkerhed!

Kcal-regnskab:

200 g blomkål = 50
2 mellem æg = 143
2 spsk Naturlic = 1
150 g stenbiderrogn = 159
75 g Rjóma Skyr = 65
50 g rygeost (0,4%) = 29
30 g rødløg = 14

I alt: 461 kcal - "Gratis": urtesalt, peber og dild.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og således slutter min 5-dages blomkålsuge. Det er blevet til Skipperlaksskovs, Marokkansk gryderet med lun couscoussalat, Hotwings - af blomkål, Ostegratineret blomkålsbøf og disse vafler. Jeg er virkelig begejstret - og tror sørme jeg nupper alle hverdagene i næste uge også. 


tirsdag den 24. februar 2015

Skipperlaksskovs...

Hov, jeg har forresten lavet en ny hovedret til 5:2. Den er dog havnet på min anden blog Klidmoster.dk - da jeg syntes den var lidt sjov.

Det er en skipperlaksskovs - med laks. Hele portionen indeholder 422 kcal. 

Du kan se opskriften med udregning lige her.


tirsdag den 13. januar 2015

Karry-sundwich med torskerognssalat og marinerede gulerødder...

Nu da jeg er tilbage på 5:2 igen, betyder det også at der kommer flere sundwich til. I dag var det ikke planlagt, så den er med hvad jeg havde i huset - og det blev ikke så tosset endda.

'Brødet' er med kikærter og karry - og fyldet er med torskerogn og syltede sager. For at få lidt knas også, er der lidt marinerede gulerødder i midten. Hele herligheden står i 439 kcal.

Da jeg gik på opdagelse efter noget spiseligt fandt jeg en dåse torskerogn. Der var dog hverken brød eller grøntsager at finde. Men så kom jeg heldigvis i tanke om de små poser kikærter jeg havde liggende i fryseren, afvejet så det lige passer til en sundwich. Og så var det bare med at gå i gang.

Torskerognssalaten først: Torskerogn (150 g), skyr (50 g), løg (10 g), kapers (15 g), syltet rød peber (20 g) og fuldkornssennep (6 g ).

Torskerognen moses sammen med skyren med en gaffel. Løg, kapers og rød peber hakkes og vendes i. Der smages til med urtesalt og friskkværnet sort peber. 

Gulerod høvles i spåner (40 g) med en tyndskræller og vendes med olivenolie (3 g) og eddike (2 g).

'Brøddejen' er faktisk nøjagtig den samme som til min pizza med kylling og hytteost - blot tilsat karry. Jeg brugte den fantastiske blanding CP44 (6 g). 

Dejen blev bagt til 2 vafler, som blev afkølet helt og klipper rene i kanterne - og ejer du ikke et vaffeljern, kan du se lige her hvordan du kan bage sundwich i ovnen. Æh, men jeg glemte at komme bagepulver i dejen. De blev ikke luftige og svampede som de plejer, men rent faktisk mere a'la rigtigt sandwichbrød. Jeg tror jeg skal prøve uden nogle flere gange og se om det er vejen frem.

Torskerognssalaten blev fordelt på de 2 stykker 'sundwichbrød'.

De marinerede gulerødder toppes op på bunden og toppen vendes på.

Skær den færdige sundwich igennem og server. Jeg kunne kun spise den ene og endte dermed 2. fastedag i træk, med at indtage ca 220 kcal.

Kcal-regnskab:

75 g kogte kikærter = 83
50 g æg (1 stk) = 72
12 g Naturlic fiber = 9

4 g karry = 14

150 g torskerogn = 165
50 g skyr = 26
10 g løg = 5
15 g kapers = 7
20 g syltet peberfrugt = 8
6 g fuldkornssennep = 8

40 g gulerod = 15
3 g olivenolie = 27

I alt: 439 kcal - "Gratis": vand, urtesalt, peber, eddike.

Og så er der frokost til i morgen også. Bonus!

tirsdag den 6. januar 2015

Krydret torsk med squash-nudler og grønt...

Wuhu, så blev det allerede til en rigtig fastedag igen. Strategien med at starte blidt op igen på 16:8 viste sig at være den helt rigtige. Allerede på den 3. dag kunne jeg mærke at jeg sagtens kunne gå helt til aften uden at spise - min krop kan simpelthen huske at fasten ikke er en fjende, men en ven. Her til aften gik jeg derfor i køkkenet for at lave et fastemåltid på under 500 kcal - og det kom der denne grønne torskeret ud af:

Rå squash-nudler med tomatsauce, sauterede grøntsager og krydderbagt torsk = 381 kcal.

Da fastedagen ikke var planlagt, måtte jeg i fryseren efter noget brugbart kød, for jeg magtede på ingen måde at skulle ud i regnvejr for at handle. Jeg fandt noget MSC mærket torsk som jeg havde købt ind sidst jeg fastede - men af gode grunde ikke havde fået brugt. Jeg tog det ene stykke på 130 g op. 

Grøntsagerne var hvad der var i grøntsagsskuffen: squash, snackpeber, fennikel og broccoli. Tomatsaucen fandt jeg på tørlageret sammen med en bøtte rodfrugtskrydderi.

Broccolien var desværre i elendig forfatning under plastikken, så det var kun et par buketter der kunne bruges. Jeg smed et løg i puljen for at få lidt ekstra med i stedet. Den store squash blev kørt til på min spiralizer og det endte ud med 130 g færdige nudler.

Resten af grøntsagerne blev snittet i små mundrette stykker. Broccoli i små buketter (75 g), fennikel i strimler (110 g), squash (100 g), løg (30 g) og snackpeber (70 g).

Den færdige tomatsauce var egentligt indkøbt til et andet formål, men pyt. Jeg valgte at ofre 53 kcal på 6 g olivenolie - der er nemlig fedtopløselige vitaminer i både fisk og grønt. Til fisken valgte jeg at bruge rodfrugtskrydderi bestående af: Himalayasalt, timian, citronpulver, ramsløg, peberrod, sennepsmel, sort peber og knoldselleri. Den blanding måtte bestemt også være god til fisk.

Det lille stykke fisk blev duppet tørt og vendt i lidt af krydderblandingen på oversiden. Halvdelen af olien blev varmet op i en lille pande og fisken blev stegt ca 1 minut på den krydrede side. Den blev derefter vendt - og panden sat i ovnen ved 160C i 9 minutter. Mens fisken var i ovnen blev grøntsagerne sauteret i den anden halvdel af olien - og krydret med en smule urtesalt og friskkværnet sort peber.

De rå squash-nudler kom i en stor tallerken.

Tomatsaucen blev varmet og fordelt over.

De sauterede grøntsager blev toppet ovenpå.

Og til sidst det lille stykke torsk - som fik et lille drys fennikeltop som pynt. Jeg fortryder lidt at jeg ikke tog begge stykker fisk op - for det var både plads i maven og kalorieregnskabet til dem begge. 

Kcal-regnskab:

130 g torsk = 106
110 g fennikel = 35
230 g squash = 37
30 g løg = 14
70 g snackpeber = 21
75 g broccoli = 26
175 g tomatsauce = 79
6 g olivenolie = 53
6 g krydderi = 10

I alt: 381 kcal - "Gratis": urtesalt og sort peber


-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg må indrømme at jeg er pænt overrasket over at fasten falder mig så naturligt igen - og også helt vildt lettet. Nu er det bare fuld faste fremad igen...

Fast vel!