lørdag den 31. maj 2014

Gazpacho af vandmelon - i egen skål...

Her får du opskriften på en forfriskende kold sommersuppe. Jeg havde glemt alt om den, men et af medlemmerne i min 5:2 gruppe viste en melonsuppe frem i dag - og så sagde det *puf*. Det var da lige det jeg skulle lave som dagens måltid. Jeg har hentet den her på min anden blog og gjort den fastevenlig med udregning. Og for blot 182 kcal kan du få den her:

Skålen er genbrug, for jeg lavede denne pragtfulde vandmelonsalat med feta i går som blev serveret i den. Det giver lige suppen et ekstra pift at servere den sådan. 

Er man ikke til vandmelon, kan suppen laves af samme mængde tomat i stedet for. Jeg havde melon til overs fra salaten, og i bedste Stop Spild Af Mad stil var jeg henrykt over at kunne bruge den her. Derudover brugte jeg agurk, tomat, forårsløg og hvidløg. Agurken og tomaten blev skrællet og fik fjernet kernerne.

Suppen skal ha' den helt rigtige balance mellem sødt og salt. Men den skal også ha' både noget stærkt, noget syrligt og en smule fedme. Jeg havde ingen frisk chili på lager, så det blev til lidt tabasco i stedet for. Syren var min hjemmelavede hyldeblomsteddike - og det fede, en rigtig god spansk økologisk olivenolie (det er ikke kun for smagen skyld, men også for at få glæde af de fedtopløselige vitaminer A, E, D og K).

Vandmelon (250 g), tomat (75 g), agurk (50 g ), hvidløg (4 g) og forårsløg (10 g).

Olivenolie (6 g) og hyldeblomsteddike (20 g). Brug den eddike og den mængde du foretrækker - æblecidereddike er også rigtig god.

Jeg snittede også lidt fyld til suppen: forårsløg (5 g), tomat (20 g) og agurk (20 g).

Ingredienserne til selve suppen blev blendet *wroom wroom* til en homogen masse. Den blev smagt til med olie, eddike, tabasco, urtesalt og masser af friskkværnet sort peber. Suppen trak på køl til den var iskold.

 Skålen havde også stået på køl og var med til at holde suppen kold.

Hele suppen kunne lige være i den lille melonskål.

Fyldet blev vendt sammen og toppet ovenpå.

Fyldet blev rørt ud i suppen - og så var der mad.

Uhm, perfekt! Den tror jeg kommer til at gøre lykke på mange fastedage hen over sommeren.

Kcal-regnskab:

250 g vandmelon = 75
75 g tomat = 20
50 g agurk = 7
10 g forårsløg = 4
4 g hvidløg = 7
6 g olivenolie = 54
20 g eddike = 4

20 g tomat = 6
20 g agurk = 3
5 g forårsløg = 2

I alt: 182 kcal - "Gratis": urtesalt, peber og tabasco.

3 kommentarer:

  1. Kære Klidmoster/faster, tak for endnu en lækker opskrift!
    Elsker at følge dine blogs, og se hvad du nu finder på af lækre ting.

    Må jeg spørge hvordan du laver du hyldeblomst eddike? Du har måske købt en god eddike og puttet friske blomster i?

    På forhånd mange tak,

    MVH Christel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, det er skam mig der takker - jeg er glad for at kunne inspirere :-)

      Jeg fylder stor en skoldet flaske med så mange klippede hyldeblomster der kan være og hælder økologisk eddike på. Det står så på køl med blomsterne og bliver siet når jeg skal bruge af det.

      Slet
  2. Tusind tak, det vil jeg helt klart lave i weekenden nu hvor hylden er i smuk blomst:-)!

    God dag,

    Christel

    SvarSlet