torsdag den 9. januar 2014

Bolognese m/ bønner & parmesandrys...

Hurtig og nem mad er vejen frem på fastedagene. Jeg bliver stadig en smule irriteret og forvirret over ordet faste - for i min terminologi betyder det ingen mad. Nå, men mad ville jeg ha' - for det er hårdt at faste på 0 kcal her i kulden. Igen blev det til utrolig lækker mad på blot 10 minutter:

Det er ikke smart af spise hurtige kulhydrater (herunder stivelse) på fastedagene, dels er de 'dyre' i kcal og dels giver de stort sving i blodsukkeret da de omdannes til sukker i kroppen. Så pasta er dømt ude - men kan nemt erstattes af f.eks 'ris' lavet af blomkål, 'spagetti' lavet af squash eller som her, grønne bønner. Denne store og meget mættende portion af bønner og kødsauce + revet parmesan løb kun op i 356 kcal.

3 ting fra fryseren: grønne økologiske bønner, ditto parmesanost og en pakke bolognese

Parmesanosten blev høvlet i frossen tilstand. Det blev til ca 2 spsk = 6 gram. Er man ikke til parmesan kan man jo bare vælge en anden ost - men husk at retten så bliver 'dyrere' i kcal.

Bønnerne koges i letsaltet vand i et par minutter. Vandet drænes fra og den optøede kødsauce tilsættes. Lad bønnerne i saucen et par minutter og smag til med friskkværnet sort peber og urtesalt.

Et drys parmesan og så var der mad. Nemt, hurtigt og lækkert!

Kcal-regnskab:

200 g grønne bønner = 70
200 g bolognese = 262
6 g parmesan = 24

I alt: 356 kcal - "Gratis": peber og urtesalt.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar