mandag den 9. september 2013

Farvel til spisedagene - med et brag af en weekend...

Det her bliver det sidste indlæg om hvad jeg spiser på mine spisedage - i hvert fald her på bloggen. Det er for meget for mig at drive 2 blogs - og derfor kommer det til primært at handle om fastedagene her. Har nogen lyst til at følge med i hvad jeg udvikler af opskrifter og ellers forlyster mig med foregår det her på Klidmoster.dk.

Sikke en weekend. 3 vilde spisedage i rap. Fredag morgen på Food Festival fik jeg en virkelig god morgenmad med grød, skyr, grønt og masser af fuldkorn.

Frokosten var en pragtfuld muslingesuppe med hokkaido og karry.

Aftensmaden blev indtaget på Memphis Roadhouse sammen med min søster. Der var rigeligt med både vådt og tørt. Her en Bourbon Sour.

Et par øl og 3 x Pickleback Shots (bourbon & syltelage) blev det også til.

Hotwings til deling.

Og også en dele-real deal nachos. Jeg glemte at knipse hovedretten - men den var ribs med pickle pot.

Og på hjemvejen blev det til en sunday fra McD med ekstra karamel.

Lørdag spiste jeg kun lidt forskellige smagsprøver på Food Festival i løbet af dagen. For aftensmaden skulle indtages til Villa Supreme. Hold nu fast: 27 servering + vin blev det til. Her nøjes jeg dog med at vise et par udvalgte serveringer frem (der kommer et selvstændigt indlæg på den anden blog senere):

Vi skulle bla 'fange' vores egen ørred.

Den blev serveret med syltede løg, ramsløgspuré og lakserogn.

Tatar af hestemørbrad.

Dansk sort-hummer med aske, rødbede og kaviar.

"Græsplæne" med snegle, myrer og græshoppe.

Et snedigt æble med overraskende fyld.

Dessert anrettet direkte på bordet. Skyr, marengs, bær og masser af lir....

Det var en vild gastronomiske oplevelse. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men der var ikke tid til at puste ud andet end natten over. For søndag var jeg dommer til DM i hotdog på Food Festival. Der var 8 gourmethottere i den moderne kategori som skulle smages og bedømmes. Her får du også lige et par af de bedste (mere på den anden blog senere):

Det danske grilllandshold diskede op med en pølse af pulled pork og en masse gode elementer.

Wassim Hallal fra Frederikshøj fik en flot 2. plads med denne frække franske sag af pattegris hele vejen igennem. 

Og Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro rendte med guldet for denne hotter - som er en dessert. 'Pølsen' var en is på dulce de leche og brødet en doughnut - tilbehøret var lemoncurd-sennep, marmelade-ketchup, vaccumsyltede agurker og sprøde ingefær 'løg'.

Du godeste, sikke en crazy weekend. Vægten siger ikke + 1,6 kg af ingen grund. Men jeg har nydt hver en bid - og det er jo det vigtigste. Nu er jeg tilbage i fastemode - og har fastet i dag. Og jeg tager i morgen med for at se hvordan 2 dage sammenlagt påvirker kroppen. 

I morgen rejser jeg 1 uge til København, så der bliver ikke opdateret så meget herinde så længe.

torsdag den 5. september 2013

13. fastedag: Græskarsuppe med oksekød...

En fastedag præget af lidt sult fra morgenstunden af. Jeg fik simpelthen ikke nok at spise i går - og af det jeg fik, var ALT for meget kulhydrat.....og det gør sulten.

Selv om jeg drak både vand og te var det ikke tilfredsstillende. Og kl 12 lavede jeg en skål med 4 dl Herbamare Urtebouillon (11 g) = 35 kcal.

Jeg havde besluttet mig for at lave et lille måltid hvis jeg var sulten når klokken nærmede sig 18. Og det var jeg. Heldigvis havde jeg en hurtig løsning klar:

Jeg ville nemlig lave en mættende suppe af hokkaido græskar, Herbamare, lidt chili og den sidste pose kødsauce fra fryseren.

Græskarret blev skrællet og skåret i tern. Det kom i en gryde sammen med lidt hakket rød chili, Herbamare og vand nok til lige akkurat at dække.

Det tog ca 10 minutter at koge græskarret helt mørt. Indholdet af gryden blev blendet med en stavblender.

Kødsaucen blev befriet fra plastikposen og tøet op i græskarmosen. Der blev justeret med en smule vand og smagt til med friskkværnet sort peber og 2 tsk spidskommen.

Og så var det simpelthen en dejlig og nem suppe.

Jeg valgte at komme lidt skyr, rørt med vand, og ristede græskarkerner på toppen.

Kcal-regnskab:

198 g kødsauce = 180
222 g hokkaido = 89
12 g Herbamare = 38
15 g skyr = 9
2 g græskarkerner = 11

I alt: 327 kcal - "Gratis": spidskommen, chili og sort peber.

Så dagen endte med 362 kcal indenbords. Nu kan jeg gå i seng med ro i maven. Weekenden bliver 3 vilde spisedage i rap. Så må jeg samle op senere. Nu gælder det en masse gode gastronomiske oplevelser!

onsdag den 4. september 2013

Spisedag 18...

En spisedag hvor jeg på ingen måde gik ned på kulhydrater. Og samtidig slutningen på den længste faste indtil videre: 43 timer.

Grunden til at jeg fastede så længe var at jeg havde besøg af TV2 i dag. Inden længe kommer det et indslag om 5:2 i Nyhederne og i den forbindelse blev jeg interviewet om hvorfor jeg har valgt netop den diæt - og jeg lavede den her nudelsalat til at bryde den lange faste med. 

Og her er så den portion jeg spiste af mens kameraet snurrede.

Sen eftermiddag: En Lion bar (spild af kcal - æv)

Aftensmad: Nudelsalat og 2 3 øl.

I morgen faster jeg igen. Det er som sagt lidt vildt at faste hver anden dag - men jeg skal ud og spise 3 gange i weekenden.

tirsdag den 3. september 2013

12. fastedag: Grøntsagssuppe med rødspætte...

Fantastisk fastedag! Energien helt i top og igen sultfornemmelse på noget tidspunkt. Det virker som kroppen slapper mere af nu - og jeg glemmer helt at jeg faster.

Igen blev det til et lille måltid. En blendet suppe med en rest fisk, pesto og kapers = 209 kcal.

Den orange blomkål, persillepestoen og rødspætterullen var en rest fra aftensmaden i går. Alt hvad jeg behøvede var at finde en gulerod og min urtebouillon frem.

Blomkålen og guleroden blev skåret i små stykker, dækket med vand og tilsat bouillon. Det fik lov til at simre til grøntsagerne var møre inden jeg stak en stavblender i og smagte til med lidt urtesalt og peber.

Lidt af den blendede suppe blev taget fra og rørt sammen med persillepestoen.

Den gule suppe kom i bunden og den grønne fordelt med en ske oven på - og rodet lidt rundt. Fisken blev skåret i skiver og lagt på. Og til sidst blev der drysset med lidt kapers.

Kcal-regnskabet:

90 g rødspætte = 78
105 g blomkål = 27
75 g gulerod = 27
6 g Herbamare = 19
10 g pesto = 58

I alt: 209 kcal - "Gratis": kapers, urtesalt og peber.

Spisedag 17...

En dag med masser af sundt fedt, protein og velsmag - og den første hvor vægten ikke gik op efter en spisedag. Rigtig dejligt, for jeg er er stadig i gang med at "betale af" efter weekendens skørlevned - og mangler ca 1 kg.

Morgenmad: 4 stk hytteost-pandekager med chiafrø - serveret med en god klat blødt SMØR og ahornsirup.

Tidlig frokost: 2 ribs til rest fra fredag.

Sen frokost: 2 stk knækbrød med 3 hjemmelavede frikadeller fra fryseren, mayonnaise og mine hjemmesyltede drueagurker.

Aften: Rødspætteruller med kartofler, kold persillesauce og rå blomkålssalat.

I løbet af dagens spiste jeg også 3 stykker økologisk pebermyntechokolade og en håndfuld peberbolcher.

I dag er fastedag - og mit måltid skal bestå af rester.

søndag den 1. september 2013

11. fastedag: Urtebouillon...

Fastedagen i går havde jeg virkelig glædet mig til - for det havde været 2 hårde spisedage for kroppen. Der var røget alt for meget ind af både den ene og den anden slags.

Det blev til endnu en faste med indtagelse af et minimum af kalorier. Faktisk var alt jeg fik denne skål med 5 dl bouillon (11 g) på sammenlagt 35 kcal.

Herbamare er min absolutte favorit. Den er uden tilsat salt, men er så koncentreret at grøntsagernes naturlige saltindhold udnyttes. Flot, det var så den gamle bøtte - den her er saltet med havsalt.


Der skal bruges 22 g pr liter - og der er kun 7 kcal i 1 dl færdig bouillon.

Det var virkelig rart at få noget salt efter en hel dag med vand og te. Og ved at spise med ske, fik man fornemmelsen af at spise et måltid.

Det bliver nemmere og nemmere at faste. Jeg har overhovedet ikke været sulten på noget tidspunkt i løbet af dagen - og lavede bouillonen kl 21 af lyst og ikke af trang. 

Ugens næste fastedag bliver tirsdag.

Spisedag 16...

Endnu en spisedag med sukker, fedt og masser af alkohol. Var til et pragtfuldt bryllup som blev holdt hos Den Danske Frimurerorden i Århus.

Sen formiddag: opvarmet brisket fra dagen før, fra Memphis Roadhouse. Skulle ha' noget i maven som kunne mætte lang tid, for vielsen var kl 13.

Eftermiddag: Bryllupskage og et glas bobler.

Lækker kage med lyse bunde, chokoladecreme og hindbærmousse. Jeg spiste 2 stykker.

Forret: Bresaola med sennepsdressing, sprøde tern af bacon, mandler og forårsløg.

Hvidvin - med utallige opfyldninger.

Hovedret: Kalvefilet, fyldt med savoykål og perlehønebryst - persillekartofler, ratatouille og kryddersauce.

Mange glas rødvin.......rigtig mange.

Dessert: Chokoladetung brownie, frisk frugt, lille crème brulée og chokoladeskål med rørt vaniljeis. 2 glas asti.

2 glas Baileys og en del kransekage. Vi gik efter brudevalsen, men før natmaden.

Efter de her 2 spisedage, hvor den har fået fuld pedal, har jeg det ikke ret godt i kroppen. Maven er oppustet og vægten siger + 2,1 kg. Men jeg fortryder intet: for jeg har nydt hver en bid og slurk jeg har indtaget.......og for mig er det faktisk det allervigtigste. For efter jeg er begyndt på 5:2 er jeg blevet bevist om virkelig kun at spise ting på mine spisedage som jeg nyder. 

Næste weekend bliver helt vild på madfronten. Der er nemlig Food Festival her i Århus. Fredag skal jeg derud med min søster og på Memphis Roadhouse bagefter. Lørdag skal jeg deltage i en paneldebat om madspild derude - og til Villa Supreme bagefter. Søndag skal jeg være dommer til "DM i hotdog" i den moderne kategori (der er 10 hotdogs til bedømmelse) - og regner ikke med at skulle spise aftensmad den dag. 

Jeg nupper en uge på 4:3 og faster i dag, tirsdag og torsdag.