onsdag den 11. juni 2014

Spicy peanutbuttersauce...

Her får du opskriften på en utrolig velsmagende sauce/dip/dressing baseret på peanutbutter. I små mængder er den god til at give smag og sundt fedt på en fastedag - og kan desuden nemt bidrage med nogle gode kcal på spisedagene hvis man bøvler med at nå sit TDEE. Du kender den måske allerede under navnet satay sauce - og her får du min 5:2 venlige version med udregning: 

Den er på mange måder en rigtig kraftkarl. Den har stor smag - og hele 221 kcal pr 100 g.

Det er en dip jeg vender tilbage til igen og igen - og har lavet den her opskrift på min anden blog for år tilbage som jeg altid bruger. I dag fik jeg så en helt ustyrlig lyst til salat a'la den her kolde nudelsalat, men ved jo at nudler er no go på en fastedag. Det fandt jeg dog hurtigt en løsning på og gik derefter i køkkenet for at lave den her dejlige sauce af hvad jeg havde i skabe og skuffer.

Peanutbutter (100 g), finthakket løg (45 g), olivenolie (6 g), revet hvidløg (5 g), revet ingefær (10 g), tamari eller soja (10 g), æblecidereddike (15 g), citronsaft (25 g), stærk paprika eller chili (½ tsk) og 2 dl vand.

Løg, hvidløg og ingefær sauteres i olien, på middelvarme, uden at tage farve. De øvrige ting tilsættes og røres forsigtigt sammen. Lad saucen simre 5-10 minutter under omrøring. Smag evt til med mere chili - og husk lidt salt. Jeg valgte også at smage den til med en smule sødestof. Den færdige sauce skal være fed, salt, sød, stærk og sur på en og samme gang. 

Den skiller meget mens den simrer - det er pga af olie der trækker ud af jordnøddesmørret ved opvarmning. Bare tag det roligt, efterhånden som den køler ned kan den røres homogen igen.

Saucen bliver både ensartet og tykkere i konsistensen, efterhånden som den køler ned.

Den kolde sauce kan enten bruges med det samme - eller fryses ned i mindre afvejede portioner. Jeg vejede straks 75 g af (165 kcal) som blev brugt i dagens 'nudelsalat'.

Det blev en pragtfuld salat: agurkenudler i peanutbutterdressing med asiatiske laksedeller = 372 kcal. Og den opskrift får du i det næste indlæg.

Kcal-regnskab:

100 g peanutbutter = 564
45 g løg = 21
5 g hvidløg = 8
10 g ingefær = 8
6 g olivenolie = 53
25 g citronsaft = 9
10 g tamari = 10
15 g æblecidereddike = 3

I alt: 676 kcal - "Gratis": 2 dl vand, ½ tsk chili, sødestof og salt.

Den færdige sauce vejede 306 g og indeholder 221 kcal pr 100 g efter denne udregning:

676 : 306 = 2,2
2,2 * 100 = 221


Ingen kommentarer:

Send en kommentar