mandag den 19. januar 2015

Kødboller i tomatsauce...

I dag havde jeg rigtig nemt mad til min fastedag. Da jeg lavede min kødpizza, brugte jeg nemlig resterne til at lave disse kødboller i tomatsauce. De var derfor lige til at hive op at fryseren og servere med en omgang nudler af grøntsager. 

En stort og mættende portion på 485 kcal. Rigtigt dejligt som eneste måltid på en kold dag.

Kødbollerne først. Hakket oksekød 3-7% (200 g), ½ æg (25 g), krydderi (2 g), 1 tsk kartoffelfibre (under 1 g). Det hele blev æltet sammen med lidt urtesalt og friskkværnet peber.

Farsen blev formet til 8 kødbolde. Og så til tomatsaucen. For nemheds skyld tog jeg færdig pastasauce fra Urtekram (37 kcal pr 100 g). 250 g sauce blev varmet op i en lille kasserolle. 

Da saucen kogte, blev de rå kødboller lagt forsigtigt ned i gryden. De fik lov til at simre i ca 3 minutter, inden de blev vendt rundt og fik ca 3 minutter mere.

Og så er de klar til at spise - med mindre de skal omkring fryseren først.

Kødbollerne kan serveres med pasta lavet på squash, kinaradise eller en blanding - eller som her, af det der lige var på lager.

Gulerod snittet på spiralmaskine (60 g), spidskål snittet på langs (145 g) og snack peber (60 g).

Grøntsagerne blev sauteret på en tør slip-let pande til de faldt lidt sammen. De fik et skud urtesalt.

Kødbollerne og saucen blev toppet ovenpå - og der blev sluttet af med et lille drys nigellafrø.

Kcal-regnskab:

200 g oksekød (3-7%) = 272
25 g æg = 36
2 g krydderi = 7

250 g tomatsauce =90
145 g spidskål = 40
60 g gulerod = 22
60 g snack peber = 18

I alt: 485 kcal - "Gratis": urtesalt, sort peber, kartoffelfibre og nigellafrø.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar