søndag den 29. september 2013

22. fastedag (ADF)...

I dag er jeg begyndt på en ny afart af fasten - nemlig 1:1. Det kaldes alternating day fasting (ADF) og går i alt sin enkelthed ud på at man faster hver anden dag - uden at indtage nogen kcal. Før du går helt i panik og råber fra hustagene hvor usundt det er, så tag lige en dyb indånding. Det er jo næsten sådan jeg i forvejen faster på 4:3 (spise 4 dage, faste 3 dage pr uge) + 1 ekstra fastedag pr 14 dag.

Selv om jeg ikke havde spist noget siden kl 18 i lørdags havde jeg stadig kræfter og overskud til at fjolle rundt i Britts have. Anne fik knipset mig i fri dressur med en brugt frugtplukker - og så gik det sin skæve gang. Vi fik plukket en masse æbler i det gode vejr. Men før det havde vi drukket te. Og se hvad de andre fik:

Anne havde bagt de her æblemuffins med kanel og æblesirup.

Og hun havde også lavet cheesecake.

Britt diskede op med gammeldags æblekage.

Og chokoladeovertrukne mandler fra Summerbird.

Og hvad fik jeg? Ikke så meget som en krumme. Bare en masse kopper Pukka. Og hånden på hjertet: jeg havde ikke lyst og følte mig ikke fristet til at spise. Opdagede at min rygrad pludselig var som af poleret titanium - og at det hang sammen med at maven ikke råbte efter kage. Det er helt klart nemmere at lade være med at spise, end at spise bare lidt på fastedagene.

Tænk at jeg skulle komme hertil. At jeg kan sidde ved et kagebord uden at suge næringen ud af alt kagen med øjnene - eller slikke fadene når ingen kigger. Jeg er fuld af imponade. Men mantraet "Jeg MÅ ikke spise noget" er erstattet af "Jeg har VALGT ikke at spise noget" - og den gyldne sætning: i morgen kan jeg spise lige hvad jeg vil

Og i morgen kan jeg f.eks sætte tænderne i det her:  

For jeg fik nemlig en 'madpakke' med hjem - med lidt af det hele.

Dagen er gået rigtig godt. Men nu er min krop jo også vant til at faste efterhånden. Det er dog først min 3. fastedag på 0 kcal - men det er også gået over alt forventning på den front. Der blev slet ikke brug for den kop bouillon jeg havde besluttet mig for at ha' i baghånden.

Tirsdag er det fastedag igen. Der skal jeg ha' Stine på besøg og spiser derfor et lille aftensmåltid sammen med hende. For selv om intentionen er 0 kcal på fastedagene skal det ikke være et dogme. Diæten skal på ingen måde stå i vejen for mit sociale liv - og det vil altid være fasten der må vige for andre planer.

Nu skal jeg så forberede mig på en nat på tom mave. Har lovet mig selv at jeg må spise morgenmad allerede fra kl 5.30 - for der vågner jeg gerne første gang. Uhm, og så skal fasten brydes med et spejlæg og en kyllingewienerpølse.....for jeg skal jo ha' noget i maven inden jeg kaster mig over kagen.

2 kommentarer:

  1. Jeg er dybt imponeret over, at du kan. Jeg har længe tænkt over, at jeg ville prøve mig med 5:2. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at kunne klare ADF, meeen hvis bare jeg kan klare 5:2 vil jeg være godt tilfreds :)

    Jeg synes virkelig du er sej! Og mange tak for at lave klidfaster, så der er et godt sted at starte med masser af inspiration, når man vil i gang med 5:2. Det kan godt virkelig lidt overvældende, når man ikke selv er propfyldt med fantasi i køkkenet.

    SvarSlet
  2. Hej Malou,
    Jeg overvejer også SERIØST at starte op på 5:2 diæten, og tror jeg gør som dig...: VÆLGER at faste HELT på fastedagene? Jeg har dog blot et enkelt spørgsmål til det med at fast...: er det "tilladt" at dyrke motion på fastedagene og KAN man overhovedet holde til det?
    Tak for en inspirerende blog :-)
    Mvh
    Jannie

    SvarSlet